»De, der har anmeldt mig, burde skamme sig.«

Sådan lyder det fra Alex Nielsen, ejeren af Odder Fitness Center gennem 21 år. Han satte i starten af marts et stort telt op for at tilbyde »udendørs« træning.

Som alle andre fitnesscentre i landet har centret i Odder også været lukket i flere måneder. Hjælpepakkerne hjælper med cirka 60 procent af tabet, og derfor skal centret betale de resterende 40 procent selv.

Derfor fandt 53-årige Alex på det, han kalder en »kreativ løsning« for at undgå at dreje nøglen til fitnesscenteret om. Og ikke mindst for at bevare folkesundheden.

Han satte et træningstelt op, hvilket gik fint til at starte med.

»Vi spritter af, og folk passer på og holder afstand. De, der træner, er alle meget opmærksomme på at passe på muligheden for at træne,« fortæller Alex.

Men ideen om et træningstelt faldt tydeligvis ikke i god jord hos alle.

Han er nemlig blevet politianmeldt for at overtræde de gældende coronaregler for udendørstræning.

Alex Nielsen giver ikke op trods coronaregler.
Alex Nielsen giver ikke op trods coronaregler.
Vis mere

»Politiet har været her mange gange i løbet af fem uger uden at håndhæve loven. Men pludselig bad de mig fjerne alle fire sider på teltet, så det kun er et halvtag,« fortæller Alex.

Og hvis han ikke fjernede siderne, ville det koste ham en bøde på 12.000 kroner.

Ifølge Alex har politiet følt sig presset til at håndhæve loven på grund af anmeldelserne. Og det er Alex frustreret og skuffet over:

»Vi lever alle i en svær tid, og det handler om at vise rettidig omhu. De, der har anmeldt mig, burde udvise noget respekt for, at vi faktisk forsøger at overleve.«

»Der er opstået en kultur af coronapoliti. Der er rigeligt med firkantede regler – derfor bør vi hjælpe hinanden, hvis vi også skal være her, når alting igen bliver normalt igen.«

For hvis du spørger Alex, forsøger han blot at få det bedste ud af den her »øv-situation«, som han selv kalder det.

Selvom det nu kan regne ind under halvtaget, fordi siderne er blevet fjernet, dukker der træningsglade medlemmer op. Og faktisk er der kommet nye medlemskaber i Odder Fitness Center for første gang i 12 måneder.

Det faktum giver Alex Nielsen blod på tanden til at videreudvikle »træningsteltet«:

»Der vil komme et trådhegn rundt om teltet, der er monteret med presenninger, cirka en meter før man går ind i feltet. På den måde vil det give læ og stadig kun være et 'halvtag',« siger Alex.

Politiassistent Jan P. Jensen fra Østjyllands Politi har bekræftet over for Horsens Folkeblad, at Odder Fitness Center har fået et påbud om at fjerne siderne fra teltet.

»Hvad angår den nye løsning, kan jeg kun sige, at vi vil holde øje med teltet i den kommende tid samt finde ud af, om Kulturministeriet kan acceptere løsningen med et hegn en meter fra det,« siger han.