En 19-årig mand kørte natten til mandag ud over en bro i Odense. I en bil.

»Han har været helt usandsynlig heldig. Han kunne lige så godt være kørt i havnen,« siger Torben Jakobsen, vagtchef ved Fyns Politi.

For ifølge Fyens.dk slap den unge bilist fra flyveturen med livet i behold, da han kørt ud over Odins Bro kort før klokken 03.30.

Her var broen oppe, men på vej til at lukke ned, efter at et skib havde passeret.

Den 19-årige bilist kører dog ude på broen trods blinkende lys og en lukket bom, hvorefter han fortsætter ud over kanten.

Ifølge TV 2 Fyn har øjenvidner beskrevet, hvordan bilen dernæst fløj 20-30 meter gennem luften for at lande seks-otte meter nede. Ved en bropille under Odins Bro.

Den 19-årige bilist bliver reddet ud af bilen og kørt på hospitalet.

Han er tilsyneladende sluppet med en hjernerystelse.

Endnu vides det ikke, hvorfor bilisten kørte ud over broen, da den 19-årige mand endnu ikke er blevet afhørt.