Odense Teater har fredag aften måtte aflyse i alt seks forestillinger, som ellers skulle have kørt henover julen og nytåret.
Det skyldes nye restriktioner for at stoppe smitten med coronavirus. Teatret skal derfor holde lukket foreløbigt frem til 16. januar.
Det skriver Odense Teater i et nyhedsbrev sendt ud fredag aften.
»Vi er selvfølgelig utrolig ærgerlige over igen at måtte lukke teatret og aflyse så mange forestillinger,« skriver Odense Teater, der i samme ombæring oplyser, at man kan få tilbagebetalt sin billet, hvis man skulle have været inde og se en forestilling i julen.
»Vores billetkontor har utrolig travlt, men vi arbejder så hurtigt, vi kan. Der kan dog gå op til 30 dage fra, at vi tilbagebetaler pengene, til de er på din konto. Vi håber på din forståelse og tålmodighed,« skriver teatret videre.
De seks forestillinger, som nu er blevet aflyst, er Jul på Slottet, Rotter på loftet, Late Night Show, Ensomhedens gade, Mænd i mindre doser og Brevet.
Odense Teater skriver i den forbindelse, at det håber, at billetholdere til nogle af de aflyste forestillinger i stedet finder vej til nogle af de kommende forestillinger, som er planlagt til foråret.
»Din støtte betyder meget for teatret. Tag endelig et kig i vores program, for der er en masse spændende ting på programmet, når de lysere tider vender tilbage,« afslutter Odense Teater.

