Det er så yndigt at følges ad.

Det er der formentlig mange, der kan erklære sig enige i. Og lige netop det gjorde Vera Nielsen Hansen og Verner Bent Hansen.

De forelskede sig for 35 år siden, da de mødtes på det lokale marked i Ulfborg, og for næsten 25 år siden lovede de hinanden at følges i medgang og modgang. Til døden dem skilte.

Men end ikke døden kunne skille dem ad.

Om eftermiddagen 7. november blev Vera fundet livløs i sengen. Hun var sovet ind. 66 år gammel.

»Det var, som om lyset blev slukket, da det gik op for ham,« fortæller Brian Ruby Jensen om sin 82-årige bedstefar, da han indså tabet af sin mangeårige livspartner.

»Til at starte med var han chokeret, men efterfølgende kunne man mærke, at der ikke var så meget gnist i ham længere,« fortæller han.

Verner og Vera til deres barnebarn, Brians, vielse.
Verner og Vera til deres barnebarn, Brians, vielse.
Vis mere

Noget var da også forandret, da Brian Ruby Jensen tog afsked med sin bedstefar, der stod ham meget nært.

Som vanligt fik han »et klem«, da han tog derfra. Verner havde forinden været svag og havde mistet en masse kræfter – men denne gang lå der mere kraft bag omfavnelsen.

»Da jeg gav ham et kram, kunne jeg mærke, at han krammede hårdt til. Mere end han plejede,« fortæller han.

»Så sagde jeg til ham: 'Hold da op, bedstefar, du har da godt nok mange kræfter nu!'.«

På bagkant er Brian Ruby Jensen overbevist om, at det var Verners måde at sige farvel på. Som om han vidste, hvad der ville ske.

For han kunne ikke undvære sit livs kærlighed. Sin Vera.

Syv timer efter, at hustruen så smukt var sovet ind, døde Verner af et hjertestop.

På trods af at de begge led af helbredsproblemer, var begge dødsfald naturlige. Parret efterlader sig tre børn, otte børnebørn og elleve oldebørn.

»Det er stadigvæk hårdt. Men når det endelig skulle ske, så kunne det næsten ikke være mere smukt, den måde, det er sket på,« fortæller han om tabet af sine bedsteforældre.