Hjemmearbejde og hjemmeskole er – igen – blevet en stor del af vores hverdag, og det kan også ses på vejene.

Der er noget færre biler end normalt, og der er desuden færre mennesker med i den offentlige trafik, lyder det fra Mette Henriksen, presseansvarlig ved NT, som også har bemærket den faldende travlhed i morgentrafikken efter statsministerens seneste opfordring om hjemmearbejde.

»Det er forventeligt, når vi bliver pålagt restriktioner, fordi folk gør, hvad der bliver sagt, men vi opretholder den almindelige kapacitet og kører videre som normalt,« forklarer hun.

Det kan altså ikke udelukkende tilskrives juleferie, omend dette formentligt også spiller ind på den dalende trafik.

Foruden opfordring om hjemmearbejde blev skolebørnene også sendt hjem fra skole få dage før juleferien.

»Vi kan se, der er et lille fald i brugen af offentlig transport, men ikke et markant fald som under den deciderede nedlukning,« fortæller Mette Henriksen og fortsætter:

»Der bliver lavet målinger en gang om ugen på, hvor mange mennesker der er med i den offentlige transport.«

Vi skal helt tilbage til 2019, hvis vi skal tale om mere normale tilstande, hvor de fleste tog afsted fysisk på arbejde såvel som i skole og dermed brugte den offentlige transport regelmæssigt.

»Vi er ved at nærme os et indeks 80 i forhold til 2019, og vi kørte med indeks 100 på togene, men nu falder det stille og roligt igen. Det vil sige, at hvis vi sammenligner med 2019, så vil det være 100, og lige nu er vi på indeks 79 på både tog- og bustrafikken,« lyder det fra Mette Henriksen.

»Det er jo, hvad det er. Vi skal bare på den igen i forhold til at få kunderne til at bruge den kollektive trafik, når restriktionerne bliver lavet om,« forklarer Mette Henriksen.