»Jeg sendte hende en nytårshilsen på Facebook, hvor jeg skrev 'happy new year'.«

Sådan begynder kærlighedshistorien mellem 66-årige Alex Nielsen fra Nymindegab i Sydvestjylland og 29-årige Zena Baziga fra Nyarugenge i Rwanda.

Alex er online på Facebook, hvor han målrettet søger efter afrikanske kvinder, som han kan få kontakt til. Og så dukker Zena op.

»Da jeg så Zenas profil, måtte jeg bare sende en besked til hende,« fortæller Alex Nielsen.

Det gør han så nytårsaften 2019. Han skriver 'happy new year' og sender 'et vink' på Messenger.

»Og så svarede hun efter et par måneder. Siden den dag har vi skrevet og været på 'cam' sammen hver eneste dag,« siger han.

Alex Nielsen kan ikke tale engelsk, men det forhindrer ikke kærligheden i at blomstre:

»Zena og jeg forstår hinanden. Hun kan tale engelsk og forsøger at lære mig det,« fortæller han.

Zena er 29 år og bor i Rwanda i det centrale Afrika.
Zena er 29 år og bor i Rwanda i det centrale Afrika.
Vis mere

Derfor er Alex klar til at skippe alt hjemme i Sydvestjylland og flytte til Afrika. Ned til trange kår hos Zena, hvor der hver dag kæmpes for at få mad på bordet.

Han flytter til oktober og i første omgang kan han få opholdstilladelse i tre måneder. Dog satser og håber Alex på, at han aldrig skal retur til Danmark igen.

»Zena har ingen børn, og hun siger, at hun gerne vil have børn med mig – og jeg er med på den værste,« erkender Alex og griner.

Aldersforskellen på 37 år er underordnet for parret.

»Jeg skal ikke tænke på aldersforskellen, siger Zena til mig. Det går man ikke op i i Afrika. Hvis folk elsker hinanden, så er alt godt,« siger han.

Der er ingen tvivl om, at Alex elsker Zena. Men hvordan kan han være sikker på, at hun ikke udelukkende vil være sammen med ham på grund af hans penge?

Zena med sin mor, der har printet et foto af Alex og 'klippet' sammen med et foto af dem.
Zena med sin mor, der har printet et foto af Alex og 'klippet' sammen med et foto af dem.
Vis mere

»Hun er ikke interesseret i min pengepung. Jeg har sagt til hende, at hvis hun beder om penge, så får hun ingenting. Jeg vil selv tilbyde at hjælpe hende,« konstaterer han.

Alex er nemlig blevet fuppet to gange tidligere, og det har han lært af.

Den første var en kvinde fra Ghana, og det nåede at koste ham 60.000 kroner, før han opdagede, at hun ikke kom med det fly, som Alex havde sendt penge til.

Den anden var fra Lagos og kostede ham mellem 30-40.000 kroner, før han fandt ud af, at det ikke handlede om kærlighed.

Alex Nielsens profil på Facebook vidner da også om, at han har haft kontakt til mange kvinder fra hele verden.

»Jeg har venner fra hele verden – både fra Afrika, Kina og Amerika. Jeg tilføjer bare venners venner – det er intet problem,« fortæller Alex, der har været Facebook-venner med 1.400 kvinder udelukkende fra Afrika.

Faktisk har han så mange venner, at han to gange er blevet blokeret på Facebook.

»Jeg blev disket, fordi Facebook troede, det var spam,« siger Alex.

Men nu er fokus rettet mod Zena i Rwanda, og hvis du spørger Alex, så kan det ikke blive oktober hurtigt nok. For selvom han flytter væk fra sine to døtre på 18 og 44 år og ned til fattigdom, så føles det rigtigt for ham.

»Jeg har fundet en kone, der kan passe mig, når jeg bliver gammel. Og det er mindst lige så godt i Afrika, som det er på plejehjemmene i Danmark. Jeg kommer ikke hjem igen,« fastslår en eventyrlysten Alex Nielsen.