Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Anas kommer aldrig til at glemme det.

I weekenden var han og familien ude og spille en omgang hyggefodbold i det gode vejr, da det skete. Uden varsel faldt hans far, Akram, om. Selvom Anas forsøgte at yde førstehjælp, og ambulancen kom hurtigt, stod faderens liv ikke til at redde.

Få måneder inden havde Akram fået et brev i sin e-boks, som Anas og resten af familien nu mener har været medvirkende til 61-årige Akram Bathishs alt for tidlige død.

Brevet var fra Udlændingestyrelsen. Og indholdet var det, Akram Bathish og familien frygtede mest.

En afgørelse om, at han skulle forlade Danmark.

Tilbage til Damaskus og det Syrien, Akram Bathish var flygtet fra for omkring seks år siden.

»Min far var meget bange. Der er ikke bomber og krig i Damaskus mere. Men min far var bange for styret. Han har tidligere siddet fængslet under Assad-regimet. Så han frygtede at skulle tilbage. Han var virkelig bange,« siger Anas Bathish til B.T.

Genbesøger hundredvis af sager

Akram Bathishs sag er ikke enestående.

61-årige Akram Bathish mistede livet i weekenden.
61-årige Akram Bathish mistede livet i weekenden. Foto: Privatfoto
Vis mere

Udlændinge- og integrationsministeriet har på baggrund af tre afgørelser fra Flygtningenævnet varslet, at hundredvis af syriske flygtninges sager skal genvurderes. Det gælder hovedsageligt, hvis de kommer fra Damaskus-området.

Her mener de danske myndigheder, at der nu er så sikkert, at syriske flygtninge uden problemer kan rejse hjem til.

De seneste uger er flere syriske flygtninge stået frem. Blandt dem er 19-årige Aya Abu-Daher, der går på Nyborg Gymnasium, hvorfra hun snart bliver HF-student. En anden er 25-årige Faeza Ibrahim Satouf.

Flygtede over Middelhavet i båd

Og så er der Akram Bathish.

Han kom til Danmark for omkring seks år siden.

Krigen i hjemlandet Syrien samt truslen fra Assad-regimet havde tvunget ham ud af landet. Ud på en lang rejse mod Europa.

»Min far rejste til Libyen, hvor han ligesom mange andre tog en båd over Middelhavet til Italien. Og derfra kom han til Danmark,« fortæller Anas Bathish.

Også Akram Bathishs to sønner formåede at flygte fra hjemlandet. Anas Bathish selv og lillebroren Zaid Bathish nåede også til Danmark.

61-årige Akram Bathish (tv) med sine to sønner Zaid og Anas (th).
61-årige Akram Bathish (tv) med sine to sønner Zaid og Anas (th). Foto: Privatfoto
Vis mere

»Vi havde hørt fra folk, vi kendte i Danmark, at det var et godt sted at være. Og det var muligt at få familiesammenføring,« forklarer Anas Bathish.

På den måde kom Akram Bathishs hustru og deres datter, Fatima, til landet. Familien Bathish var i sikkerhed og sammen.

Anas Bathish selv læser nu til tandlæge, lillebror Zaid Bathish er ved at uddanne sig til softwareingeniør, mens 20-årige Fatima Bathish går på HF.

Akram Bathish var arbejdsløs. Men inden coronakrisen brød ud, arbejdede han i køkkenet på en restaurant.

Anas Bathish mistede sin far i påskedagene. Her ser han på et billede af faderen, Akram.
Anas Bathish mistede sin far i påskedagene. Her ser han på et billede af faderen, Akram. Foto: Casper Christensen / Byrd
Vis mere

Overordnet set mener Anas Bathish, at familien var velintegreret i Danmark.

Brevet i indbakken

Men alt ændrede sig for to måneder siden, da brevet fra Udlændingestyrelsen landede i Akram Bathishs e-boks.

»Siden min far fik brevet fra Udlændingestyrelsen, ændrede han sig. Han brugte lang tid på at kigge ud ad vinduet. Han var bange for, at politiet skulle dukke op hele tiden og tage ham til et udrejsecenter,« siger Anas Bathish.

»Min far begyndte at få det virkelig dårligt. Han kunne ikke sove om natten. Og derfor gik han til sin læge for at få sovemedicin. Han var meget stresset over, at han skulle forlade landet. Og samtidig var han bange for, at min søster og mor også ville få det samme brev, som han selv havde fået.«

Anas Bathish kigger på et billede af sin far, Akram, der gik bort for få dage siden.
Anas Bathish kigger på et billede af sin far, Akram, der gik bort for få dage siden. Foto: Casper Christensen / Byrd
Vis mere

Den frygt havde han ikke for sine sønner, der begge risikerer indkaldelse til Assad-styrets militær, hvis de vender hjem, og derfor formentlig ikke står til at blive sendt ud af Danmark.

»Han var bange for, at hele familien igen skulle blive adskilt,« siger Anas Bathish.

Han forklarer, at de danske myndigheder flere gange havde kontaktet faderen for at tilbyde ham en sum penge for at rejse hjem til Syrien. En praksis, 137 syrere benyttede sig af i 2020. Men det var ikke en mulighed for Akram Bathish.

Skreg på hjælp

Frygten og stressen kulminerede i påskedagene. Her var det meningen, at en omgang fodbold i det gode vejr skulle opmuntre faderen.

29-årife Anas Bathish sidder i den stol i haven, hvor ham og faderen så ofte har siddet. Faderen stol er tom.
29-årife Anas Bathish sidder i den stol i haven, hvor ham og faderen så ofte har siddet. Faderen stol er tom. Foto: Casper Christensen / Byrd
Vis mere

»Pludselig skriger min søster, at min far ikke kan trække vejret. Jeg forsøgte at give ham hjertemassage, indtil ambulancen ankommer. Min far har ikke haft hjerteproblemer tidligere. Han fejlede ikke noget. Men de kan ikke gøre noget.«

Akram Bathishs død har fået stor opmærksomhed på sociale medier, hvor det er blevet delt og kommenteret af prominente personer som politikerne Asmaa Abdol-Hamid og Rabih Azad-Ahmed og den danske imam Abdul Wahid Pedersen.

For Anas Bathish og familien er sorgen efter tabet af faderen stor, og spørgsmålene er mange.

»Jeg er i sorg lige nu. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skal gøre. Jeg tror ikke, det her var sket, hvis ikke min far var blevet udvist af Danmark,« siger han.