Blå, røde og orange perler hænger i hobevis omkring den lille piges hals. Hver lille perle i perlekæden har en særlig betydning for fireårige Marie og hendes familie.
»Så mange gange har jeg været syg,« siger Marie, da hun med strakte arme fremviser den meterlange kæde til B.T.'s fotograf.
Kæden med de 321 perler har hjulpet hende med at huske, hvad der er sket, hver gang hun har været på sygehuset.
»Ud fra perlerne kan hun stolt fortælle, hvad hun har oplevet,« siger Maries mor, 41-årige Karen Møller Thomsen fra Maribo på Lolland.
Marie fik i begyndelsen af januar 2018 konstateret en særlig form for kræft i nyrerne, Wilms' tumor, der næsten udelukkende rammer små børn. Siden da har familien været ind og ud af hospitaler i Danmark og i udlandet.
Perlekæden er en såkaldt 'supersnøre', som tilbydes danske børn med kræft på Aarhus Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet finansieret af Børnecancerfonden.
Hver gang Marie har klaret et behandlingstrin, har hun fået en ny perle til snoren. Heraf de 315 perler.
Et behandlingstrin kan f.eks. være kemobehandling, en strålebehandling, sondeskift eller en blodtransfusion.
Men der er også mere 'glade' perler i snoren. F.eks. den gule perle med smiley på, som Marie fik på sin fødselsdag. Den er Maries yndling. Forældrene derimod foretrækker perlen, Marie fik, da hun i begyndelsen af året blev erklæret rask.
»Det er jo voldsomt at få en sådan diagnose. Men på en eller anden måde er man jo indrettet, så man formår at overleve,« siger Karen Møller Thomsen, der foruden Marie har to større piger på 11 og 15 år sammen med sin mand.
Værst var det, da Marie skulle opereres i England frem for i Danmark, fordi kræften havde spredt sig til hendes hjerte via blodbanerne, og de i England havde større erfaring med at udføre den type operation.
»Det er benhårdt at sidde på intensivafdelingen på et af verdens bedste børnehospitaler og kigge på sit barn, der bliver holdt sovende for, at hendes lille krop skal belastes mindst muligt med slanger og maskiner tilkoblet overalt, og håbe på, at det hele går godt – vel vidende, at du lige har skrevet under på, at du ikke vil sagsøge hospitalet, hvis dit barn ikke overlever, og samtidig koncentrere sig om at få alle detaljer med fra de udenlandske læger,« siger moderen.
Karen Møller Thomsen og hendes mand er så småt ved at tage afstand til hospitalsverdenen, som de så har skiftet ud med madpakker, sengetider, arbejde og børnehave.
Marie går stadig til kontrol hver tredje måned for at sikre, at kræften ikke vender tilbage. Det skal hun gøre mange år fremover.
»Jeg håber jo, at hun bliver en helt almindelig pige, og at vi er færdige med kræft. Vi ved jo, at der er en risiko for tilbagefald. Så vi er nok blevet bedre til at få det bedste ud af tiden nu frem for at planlægge flere år frem,« siger moderen.
Maries lyse hår er igen begyndt at vokse ud, efter den krasse kemoterapi havde gjort hende skaldet. Den fireårige pige håber, at det med tiden vokser sig langt nok til, at hun kan få fletninger.
