Josefine Romanoff følte egentlig, at hun var i god tid, da hun tirsdag 1. juni om formiddagen sad og rettede de sidste kommaer i sin store bacheloropgave på jurastudiet på Københavns Universitet.
Mere end 30 sider, masser af bilag og et halvt års arbejde skulle nu endelig afleveres, men så fik hun øje på uret nede i højre hjørne af computerskærmen.
Tiden var pludselig løbet fra hende, og med en dårlig internetforbindelse endte hun først med at klikke 'aflevér' klokken 12.00.34.
34 sekunder for sent.
»Jeg modtog med det samme en mail, hvor der stod, at jeg havde afleveret for sent, og så gik alt i sort. Jeg skyndte mig at ringe til min studiekontakt,« fortæller Josefine Romanoff, der første gang fortalte sin historie til Universitetsavisen.
Og heldigvis var beskeden relativt opløftende.
Josefine havde selvfølgelig dumpet forsøget, men kunne 'bare' aflevere den samme opgave igen om to måneder, hvor den næste prøvedato lå.
Frustrationen over sig selv boblede stadig i den 24-årige jurastuderende, men hun hev sig alligevel op til som aftalt at mødes med en gruppe venner i Nørrebroparken, åbne en flaske champagne og fejre, at hun nu havde afleveret sin bacheloropgave.
Men senere samme dag lå der en forfærdelig mail i Josefines indbakke.
»Pludselig skriver en fra studieadministrationen, at fordi opgaven er blevet indleveret, findes den i plagiatkontrollen, og derfor kan den ikke bedømmes på ny,« fortæller Josefine til B.T., der har set den omtalte mail.
Med andre ord: Josefine skulle lave en ny opgave til prøvedatoen to måneder senere.
»Jeg tænkte: 'Ej, det kan da ikke passe'. Jeg afleverede den 34 sekunder for sent, og ja, det tager jeg fuldstændig på mine skuldre. Men hvorfor kan jeg ikke bare få lov at få opgaven bedømt to måneder senere?« spørger Josefine.
Men nej. På Københavns Universitet er en regel en regel, og det er der ikke noget at rafle om.
Den indstilling oplevede Josefine nemlig på nærmeste hold, da hun i løbet af juni og juli skrev frem og tilbage med ansatte på universitetet, der ad flere omgange ikke vurderede, at man kunne imødekomme den 24-åriges desperate råb om forståelse.
»Det er ikke, fordi jeg normalt døjer med depression eller angst, men denne sommer har det hele været tæt på at kollapse. Det har været hæsligt, og jeg har grædt meget,« fortæller Josefine og fortsætter:
»Meningen med reglen er jo, at man vil 'fange' dem, der med vilje forsøger at forlænge deres tid, men jeg har altså afleveret en hel opgave, og den er så åbenbart ugyldig, fordi det sker 34 sekunder for sent. Hvordan kan det give mening? Hvorfor kan man ikke kigge individuelt på min sag?«
Tilfældigvis handlede Josefines opgave om firmaerne Nemlig.com og Amazon og blandt andet om, hvorvidt disse firmaer behandler deres ansatte som robotter.
Konklusionen i opgaven holder hun for sig selv, men hun tør dog sagtens sige, at hun uden tvivl selv føler sig behandlet som en robot af Københavns Universitet.
»Jeg er aldrig blevet mødt af et så rigidt system, og jeg kommer aldrig til at blive sådan en jurist, hvor regler bare er regler, og man ikke kan forholde til de forskellige sager. Tænk over, hvor mange menneskeressourcer de har brugt på grund af 34 sekunder,« siger hun.
Løsningen, som Josefine ikke just er lykkelig over, er nu blevet, at hun får lov at starte på sin kandidatuddannelse, men at hun sideløbende skriver en ny bacheloropgave, der skal afleveres i sommeren 2022.
B.T. har foreholdt Kristian Cedervall Lauta, prodekan på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Josefines kritik.
Hvorfor kan Josefine ikke få bedømt sin afleverede opgave – enten nu eller senere?
»Det er sådan, at når man dumper et eksamensforsøg – enten ved slet ikke at aflevere eller aflevere for sent – får man en ny prøvedato to måneder efter, og så skal man have godkendt en ny problemformulering, hvor forskellen svarer til to måneders arbejde,« siger prodekanen.
Og hvorfor har man lavet den regel?
»Formålet er, at folk ikke bare kan lade være med at aflevere og på den måde købe sig ekstra tid. Det undgår man her. Derfor lægger man to måneders arbejde oveni.«
Men det er jo ikke tilfældet med Josefine?
»Nej, det kan jeg godt se, men der skal også være en konsekvens ved, at man afleverer for sent. Du har rigtig lang tid til at lave sådan et projekt, og så er spørgsmålet selvfølgelig, hvor hård man skal være. Det kan godt virke lidt hårdt, når det kun er 34 sekunder, men hvor skal man sætte grænsen?«
Hvorfor kan man så ikke lave en personlig vurdering i denne her sag, når reglen, der rammer Josefine, er målrettet en helt anden situation og type studerende?
»Vi er Det Juridiske Fakultet, og det er klart, at når vi uddanner folk til regelfortolkning, er vi lidt mere strikse. Men vi vil heller ikke være et system, der bliver regelrobotter.«
Det mener Josefine ellers, at I er, og hun synes også, at sagsbehandlingen har været uacceptabel i en grad, der har givet hende tegn på både angst og depression…
»Ja, og det er jeg så ked af. Jeg kan sagtens se, at det er en dødssyg situation, og det her med sagsbehandlingen vil vi meget gerne gøre bedre. Jeg er meget ked af denne her sag, og jeg har intet andet ønske, end at det skal gå hende godt.«
