»Min søster blev ved med at kigge sig over skulderen for at se, om lægen kom løbende for at fortælle, at det var en fejl, da vi gik fra sygehuset.«

Men det gjorde lægen ikke.

30-årige Mine Suurballe måtte se sin diagnose i øjnene. Hun skal nemlig leve med den resten af livet.

Historien starter for seks år siden i en lejlighed i København, hvor Mine boede.

I bedste københavnerlejlighed-stil stoppede afløbet ofte i køkkenet, og derfor hældte Mine kogende vand ned i vasken.

Og her opstod en situation, som hun altid vil huske, da hendes daværende kæreste var på besøg:

»Min kæreste spørger: 'Hvad har du gang i?' Og så kan jeg se, at jeg står og hælder kogende vand over to-tre fingre. De bliver helt røde og forbrændte, men jeg kan ikke mærke noget,« fortæller Mine.

Kæresten overtaler Mine til at gå til lægen, som ifølge hende ikke har nogen holdning til, hvad det kan være. Men ugerne efter kan Mine stadig ikke mærke varme og kulde med de tre fingre:

30-årige Mine Suurballe.
30-årige Mine Suurballe.
Vis mere

»Når jeg eksempelvis rører ved håndtaget i bussen, kan jeg mærke med to af mine fingre, at det er koldt. Men mine tre andre fingre kan ikke mærke noget.«

Det følelsesløse område på hånden bliver mindre og mindre med tiden, og efter to måneder er alt normalt.

Men kun for en periode. Tre år senere, fra den ene dag til den anden, får Mine nemlig en oplevelse, der langtfra er normal:

»Pludselig er halvdelen af min krop følelsesløs. Delt op i to. Og det er både fingre, ben, i munden og selv min tunge delte sig i to. Den ene side kan føle, den anden ikke,« forklarer Mine.

En anden læge vurderer, at det er et symptom på stress. Mine har på det tidspunkt startet nyt arbejde som journalist på P4 i Aabenraa, og det kan være nogle lange, pressede dage. Efter fire-seks måneder kommer følelserne da også tilbage i hele kroppen. Altså, lige indtil de forsvinder igen.

»To år senere bliver mit venstre ben følelsesløst og ekstremt tungt. Det føles, som om nogen sætter ild til det, og det skærer i huden, når jeg skal have bukser på,« fortæller Mine.

Denne gang bliver hun sendt til udredning. Og her finder man endelig ud af, hvorfor Mine for seks år siden ikke kunnet mærke det kogende vand, og hvorfor hun i perioder bliver følelsesløs i kroppen.

»Du har multipel sklerose. Det er meget tydeligt, og det er noget shit. Men det skal du nok lære at leve med.«

Det er lægens ord. Sklerose, en sygdom, hvor to ud af tre, der rammes, er kvinder, og de er typisk kun mellem 20 og 40 år.

»Det er uvirkeligt. Ligegyldigt. Fremmed. Jeg vil ikke høre ordene,« tænker Mine.

Hendes ben forsvinder under hende. Mine sætter sig ned og tudbrøler. Prøver at overbevise sig selv om, at nyheden er løgn.

I dag, lidt over et år senere, har Mine forstået, at lægen ikke kom løbende efter hende, fordi faktum er, at hun har sklerose.

Og hun har siden arbejdet på sin tankegang omkring sygdommen:

»Førhen tænkte jeg, at det skulle stoppe og gå væk. Og at ingen skulle vide det. Nu forsøger jeg at lade være med at slå mig selv i hovedet over, at jeg ikke kan de samme ting som før.«

For Mine kan ikke længere benægte, at hun har en livslang sygdom. Alle de gange, hun er blevet følelsesløs i kroppen, har det været dét, der hedder 'et attak'. Det betyder, at immunforsvaret angriber, hvilket giver ar på hjernen.

Og hver sjette uge bruger hun halvanden time på at få sprøjtet medicin i kroppen, som skal forhindre de såkaldte 'attakker'. Hun har en vis portion energi, og den slipper hurtigere op end for andre. Der kan være hele dage, hvor hun ligger ned. Det er heldigvis få.

Hver sjette uge bruger Mine halvanden time på at få sprøjtet medicin i kroppen, der skal forhindre sklerose-anfald.
Hver sjette uge bruger Mine halvanden time på at få sprøjtet medicin i kroppen, der skal forhindre sklerose-anfald.
Vis mere

»Jeg skal planlægge mere. For hvis jeg skal ud at gå en lang tur, så skal der ikke ske så meget mere den dag. Og når jeg eksempelvis har gået 100 meter og står stille, så mærker jeg, at mit ben summer. Og jeg mærker det også, når jeg går op ad en bakke eller trappe,« fortæller hun.

Sklerose er en sygdom uden garantier. Og i sygdommens natur vil den ramme hårdere og hårdere med tiden.

Mine gør dog alt, hvad hun kan, for at leve i nuet. Og efter mange overvejelser drømmer hun om at få børn med sin kæreste, som hun til sommer skal flytte til Aarhus sammen med.

»Jeg har selvfølgelig tænkt meget over, hvilken mor og kæreste jeg bliver, hvis jeg får det rigtig dårligt. Hvis jeg kommer til at sidde i en kørestol eller er træt hver dag,« fortæller hun.

Men uanset hvad, så ved Mine ikke, hvad der venter hende. Derfor har hun blandt andet lavet podcasten 'Pletter i min hjerne', hvor hun opsøger andre med mere erfaring med sygdommen for at forberede sig på, hvad fremtiden måske bringer.