»Det er langtfra givet, at Boris Johnson klarer den her test. Han står foran noget, der minder om et mareridtsscenarie.«
Sådan lyder det fra B.T.s udlandskorrespondent, Jakob Illeborg, der mener, at den britiske premierminister nu står foran sin ultimative ledertest.
For kan Boris Johnson holde sammen på Storbritannien, efter de har forladt Europa, mens der er optøjer i Nordirland, ny nationalisme i Wales og et valg i Skotland, som kan ende i en ny folkeafstemning om selvstændighed?
Det tvivler Jakob Illeborg på.
Johnson står nemlig i en forfærdelig kattepine, fordi de skotske partier, der ønsker selvstændighed fra Storbritannien, vinder flertal i landets parlament. Det viser valgresultater ifølge nyhedsbureauet Reuters og BBC.
Dog kræver en ny afstemning om skotsk selvstændighed, at det britiske parlament giver grønt lys.
Og det har Boris Johnson hidtil afvist med det argument, at tiden ikke er moden til at planlægge en splittende afstemning om skotsk selvstændighed, mens Storbritannien stadig kæmper for at komme ud på den anden side af coronapandemien.
Jakob Illeborg mener dog, at der er et problem ved Johnsons argument.
»Det er svært for Boris Johnson at sige, at Skotland ikke kan blive selvstændig midt i pandemien, fordi han selv gennemførte brexit under covid-19.«
Ifølge Illeborg vil Johnson derfor forsøge at 'skyde den til hjørne', men det bliver svært, fordi Skotlands Nationale Partis (SNP) leder, Nicola Sturgeon, vil komme buldrende med alt, hvad hun har. Derfor forventer han en intens kamp mellem Sturgeon og Johnson, hvilket er et problem for premierministeren, hvis fornemste job er at holde sammen på den britiske union.
»Og hvis han ikke kan det, vil han blive den premierminister, der har fået alt til at falde sammen,« konstaterer Illeborg.
Ifølge korrespondenten har Boris Johnson derfor to muligheder.
»Den første er at sige: 'Okay, du får din anden folkeafstemning,' vel vidende, at der er en klar mulighed for, at Skotland stemmer sig ud, hvilket vil være et kæmpe nederlag for ham.«
»Den anden vil være, at han siger: 'Ikke på vilkår, du får ikke din folkestemning.' Her vil problemet være, at man i Skotland vil lave en afstemning alligevel, som umiddelbart ikke er gældende, men som alligevel vil lægge et pres på forholdet mellem England og Skotland,« fortæller Illeborg.
Som det har været hidtil, har Johnson nok nærmere valgt en tredje mulighed. Illeborg sammenligner den nuværende situation mellem Skotland og Johnson med et parforhold:
»Johnson vil for alt i verden have Skotland, så han kan udleve sine brexit-drømme. Derfor har han eksempelvis lovet milliarder til nye transportforbindelser og bedre sundhedstilbud til skotterne, men samtidig lader han dem forstå, at hvis de melder sig ud, så må de sejle deres egen sø.«
Sidstnævnte vil dog være et kæmpe nederlag for Boris Johnson:
»Johnson ved, at det vil have alvorlige konsekvenser, hvis Skotland træder ud af Storbritannien. Englænderne vil blive mere alene, end de nogensinde har ønsket sig. Forskellen på Storbritannien og lille England er stor.«
Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil et uafhængigt Skotland søge om optagelse i EU, eftersom de fleste skotter stemte imod brexit.