22-årige Robert Lennox-Hvenekilde har droppet at tage en uddannelse eller forfølge en karriere.
»Hvis alting virkelig går galt«, siger han over telefonen fra Colombia, hvor han har købt en grund i junglen, »bliver jeg bare nødt til at leve af mit land. Så spiser jeg den frugt, jeg finder«.
Den unge københavner vil for alt i verden undgå et arbejde, som keder ham.
Meldingen kan en af landets førende ungdomsforskere genkende, og hun forudser en stor opgave for danske arbejdsgivere.

»Han formulerer spidsen af en tendens,« siger Noemi Katznelson, professor og leder på Aalborg Universitets Center for Ungdomsforskning, »som jo er at stå helt af hamsterhjulet.«
Ønsket om at melde sig ud af det traditionelle arbejdsmarked dukker op i en tid med stadig højere tempo og forventninger, forklarer hun.
Måske derfor er interessen for Roberts radikale beslutning om at flytte til Colombia for at blive selvforsynende eksploderet. På godt en måned har han tilegnet sig 165.000 følgere på sin Instagram-konto roba_tron, hvor han lægger videoer op af sig selv i færd med at bygge hytte og samle avocadoer fra sine træer.
I kommentarsporene skriver mange, at han »lever drømmen«.

Roberts egen forklaring på den store interesse?
»Nu vil jeg ikke hate for meget på folk, men jeg føler virkelig, at der er mange, som går og mangler mening,« siger han.
Mange mennesker, tror han, arbejder i et job, »hvor de ikke ser nogen som helst værdi komme ud af det, de laver.«
Professor Katznelson er enig: Hun ser en tendens blandt unge til at afsøge mere mening i deres arbejde, men samtidig holde fast i deres fritid.
Den slags tanker har blandt andet affødt den såkaldte ‘FIRE’-bevægelse, som har vundet frem i de senere år, forklarer hun. ‘FIRE’ står for ‘financial independence, retire early’ – bliv økonomisk uafhængig og gå tidligt på pension.
»Du satser på at tjene så mange penge, at du kan gå på pension som 40-årig og så være fri,« siger Katznelson.
»Eller at du tager dig et job, som du er stjernehamrende ligeglad med, og så får du en løbende indtægt, og så lever du i øvrigt dit liv ved siden af.«
Spørger man Robert, hvordan han har tænkt sig at tjene penge, lader det heller ikke til, at karrieren i sig selv spiller den store rolle. Han vil samle frugter og lave olie af dem; leje sin hytte ud; eller få nogen til at betale ham for Instagram-videoerne.
Bare så længe han har nok til at overleve. »Mit ultimative mål er bare at bo på grunden og leve et fedt liv i naturen,« siger han.
Problemet kan opstå, siger Katznelson, hvis for mange unge går og drømmer om at melde sig ud af arbejdsmarkedet.
»For det er klart, at hvis alle gør som Robert, bryder vores samfundsmodel jo sammen. Vi kan ikke alle få frihed og fleksibilitet – så er der i hvert fald ikke nogen til at arbejde på plejehjemmet,« påpeger hun.
Det er politikerne og arbejdsgivernes opgave at imødekomme unges, som både ønsker job med mening, som samtidig ikke fylder for meget, siger hun. For det er de unge, der sidder med kortene på hånden.
»Vilkårene er jo sådan lige nu, at det er de unges arbejdsmarked. De er en efterspurgt vare.«

