»Siden jeg var omkring 19 år, har det lidt været min ultimative drøm at få min egen grund, hvor jeg kan bygge mit eget hus, dyrke min egen mad og have mit eget drikkevand«.
Palmerne gynger i baggrunden, mens Robert Lennox-Hvenekilde over en videoforbindelse fortæller passioneret om et vildt køb, som de færreste i hans alder nok tænker på at foretage.
9000 kilometer på tværs af Atlanterhavet, ved Colombias caribiske kyst, har den 22-årige københavner investeret i 30.000 kvadratmeter jungle svarende til mere end fem tønder land.
»Jeg vil gerne leve på det her land,« siger Lennox-Hvenekilde. Han drømmer om at blive hundrede procent selvforsynende på grunden, som svarer til over fire fodboldbaner i størrelsen og kostede 300.000 danske kroner.

»Jeg vil gerne leve af frugterne fra min grund og have kyllinger og en ged«.
Københavneren er gået i gang med at bygge en hytte, hvilket han dokumenterer med videoer på sin Instagram-profil. Imens samler han avocadoer, som han sælger i den lokale landsby. Ambitionerne er større.
»På mit land lige nu ville jeg kunne producere omkring 120 liter avocado-olie. Det kan jeg også sælge på internettet,« siger han. »Det tror jeg i hvert fald på, at jeg kan.«
»Jeg ville også kunne lave chokolade,« siger han. »Jeg vil kunne lave cremer ud af aloe vera og avocado og så videre. Jeg vil gerne lave en webshop og sælge lokale produkter basically«.

»Hvis det ikke fungerer, vil jeg have som plan b forsøge at leje (min hytte, red.) ud.«
En rundrejse i Latinamerika som 19-årig blev startskuddet til den alternative livsstil, som B.T. har sat sig for at undersøge over flere artikler. Københavneren fortæller, at han blev inspireret af forskellige personer, han mødte på sin vej — en turistguide, en surfinstruktør, en fisker.
»Folk, som måske ikke er superrige og objektivt succesfulde, men de lever bare et superfrit liv, hvor de er 100 procent på deres egen schedule og har stadig rigeligt - alle de ting, de har brug for.«
Vil man have sin egen grund som 22-årig, er det naturligt at kigge mod fattigere dele af verden, hvor den slags ambitioner er billigere at føre ud i livet, siger den unge mand.

»Det, jeg gør nu, havde aldrig kunnet lade sig gøre, hvis jeg prøvede at købe en grund et sted i Danmark,« siger han.
»Ikke bare på grund af prisen, men også på grund af leveomkostningerne.«
Lennox-Hvenekilde havde stiftet bekendtskab med Colombia, da hans egen søster forinden havde købt en grund i nærheden. Det frodige og eksotiske land sætter han stor pris på.
»Hvis jeg smider en frugt ud i haven, kommer et træ op fra den efter nogle måneder,« siger han og understreger, at de lokale er »super søde.«
»Der er så meget rent vand, der er smukke bjerge og det caribiske hav — det er bare et fantastisk sted efter min mening.«

