Vollsmose er blevet et kunstværk rigere.

Odense bydelen Vollsmose har fået en kunststi, som er døbt Galaksestien.

Galaksestien er et kunstværk, som løber 210 meter omkring den skolesti, som forbinder boligområdet ved Egeparken med Odinskolen i Vollsmose.

»Vollsmose blev bygget som en ultramoderne bydel i 1960’erne og har siden sin fødsel fået et helt andet liv, end man drømte om,« siger Susanne Crawley, der er rådkvinde for Børn- og Ungeforvaltningen, og fortsætter:

»Vollsmose forvandler sig helt grundlæggende nu, og intet kan være mere symbolsk end en galaksesti. Jeg håber, at hele byen vil besøge Odenses galaksesti,« siger rådkvinden.

Det er Odense Kommune og Statens Kunstfond, der står bag etableringen af den nye sti. Galaksestien er skabt af kunstneren Jens Settergren med motiver fra historien og kultruen.

»I Statens Kunstfond har vi et erklæret mål om at støtte ambitiøs og original kunst, der har fokus på at skabe nye forbindelser og fællesskaber, der retter sig mod den enkelte, mod samfundet og mod vores tilgang til den jord, vi bor på,« siger Jeannette Ehlers, der er udvalgsleder i Statens Kunstfond, og fortsætter:

»Det mål, synes jeg i den grad, det nye kunstværk i Vollsmose opfylder.«

Det samlede beløb for kunstværket er løbet op i 1,8 millioner kroner.

Statens Kunstfond har bidraget med en million kroner, og Odense Kommune har bidraget med 800.000 kroner.

Det er en glad kunstner, der nu kan gå på sit kunstværk i Vollsmose.

»Jeg er utroligt glad for og stolt over at kunne indvie Galaksestien i Vollsmose, som er mit hidtil mest ambitiøse og omfattende kunstprojekt i det offentlige rum.«

Kunstværket blev indivet tirsdag 9. november.

»Jeg er meget beæret over tilliden fra Odense Kommune og Statens Kunstfond, og jeg håber, at Galaksestien vil gøre skolestien til et spændende sted at færdes og være et afsæt for indre og ydre rejser i mange år fremover,« siger Jens Settergren.

Andre læser også