I Ambulance Syd, der kører i Odense og resten af Region Syddanmark, har man store problemer med at rekruttere medarbejdere, ligesom 11 medarbejdere i øjeblikket er langtidssygemeldte.

Det betyder, at der nu er flere perioder, hvor der simpelthen bare ikke er en ambulance tilgængelig til borgere i nød.

Det oplyser Beredskabsinfo.

Faktisk står det lige nu så grelt til, at Ambulance Syd i tredje kvartal af 2021 har slået en kedelig rekord, da 1,43 procent af de ambulancer, som Ambulance Syd ellers skulle levere, simpelthen ikke var tilgængelige. Normalt plejer det kun at være tilfældet for under 0,2 procent af ambulancerne.

Sammenholdt med det faktum at antallet af udrykninger stiger, er Region Syddanmark under pres i forhold til at nå deres responstidsmål.

Men problemerne med at bemande ambulancerne i regionen burde ikke komme som den helt stor overraskelse.

tip os
Har du som lejer oplevet problemer, hvor du bor? Så skriv til os på asgh@bt.dk eller i formularen herunder

En ny undersøgelse udarbejdet af Reddernes Fagforening blandt 717 af Danmarks 3500 reddere viser nemlig, at otte ud af ti ambulancereddere overvejer at forlade faget på grund af et stort arbejdspres.

Seks ud af ti reddere mener endvidere, at jobbet bag rattet i en ambulance går ud over deres psykiske ve og vel.

»Vi har længe oplevet et stigende pres. De seneste seks måneder har været særligt slemme. Vi kører flere og flere kørsler på en vagt. Vi får flere vagter. Nogle bliver sågar tvunget til ekstravagter,« siger Kim Volder Hammerhøj, der er formand i Reddernes Fagforening og selv arbejder som ambulanceredder, og fortsætter:

»Mange reddere flygter nu fra branchen, og vi er der, hvor vi hører, at arbejdspresset kan gå ud over patienterne.«

For få dage siden præsenterede regeringen udspillet 'Tættere på II – Sundhed, uddannelse og lokal udvikling', hvor regeringen blandt andet ønsker at styrke akutberedskabet med i alt 5-10 ekstra ambulancer, akutlægebiler eller akutbiler, hvor behovet er størst.

Men noget kunne altså godt tyde på, at der slet ikke er nogle reddere, som kan bemande de 5-10 ekstra ambulancer.