Sarah har et lille værelse med køjeseng, natbord og et lille vindue med tremmer for. På den normalt nøgne væg hænger billeder af hendes veninder fra Østjylland, hvor hun er vokset op.

»Det minder mig om, hvad jeg kæmper for. Hvorfor jeg ikke bare skal tage mit eget liv.«

B.T. taler med 18-årige Sarah Alsandi over telefonen, som er hendes eneste kommunikation med verden uden for det krisecenter, hvor hun bor.

I snart to år har hun været i irakisk Kurdistan mod sin vilje. Først blev hun bortført fra Danmark af sine forældre. Nu sidder hun fast på et krisecenter for sin egen sikkerheds skyld.

På væggen i det værelse, hvor Sarah bor, hænger fotos af hendes venner hjemme i Danmark. Det er de minder, som holder hende motiveret for at fortsætte med at komme for at komme hjem igen.
På væggen i det værelse, hvor Sarah bor, hænger fotos af hendes venner hjemme i Danmark. Det er de minder, som holder hende motiveret for at fortsætte med at komme for at komme hjem igen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Krisecenteret ligger et hemmeligt sted i Irak, fordi Sarah gemmer sig fra sin familie, som med alle midler forsøger at få hende tilbage. Hun håber på at komme tilbage til Danmark, men dagene flyder sammen, og kampgejsten ebber ud.

På grund af strenge sikkerhedshensyn må hun ikke gå udenfor krisecenterets indhegnede område. Sarah har intet at lave udover at vente. Hun frygter lige nu, at de lokale myndigheder vil fortsætte med at nægte hende udrejsetilladelse, hvilket vil fastholde hende på krisecenteret.

»Jeg har intet at se frem til. Intet at glæde mig til. Det er bare at sove og overleve.«

Den danske organisation Ny Identitet, som bekæmper negativ social kontrol, rejste i december 2020 til irakisk Kurdistan for at redde Sarah ud af familiens fangenskab. Men det lykkedes ikke at få de lokale myndigheders tilladelse til at rejse ud af landet med hende, fordi hun ikke var myndig. I dag sidder Sarah stadig i Irak og stadig fast i et diplomatisk tovtrækkeri. Med hjælp fra Ny Identitet vil hun derfor nu forsøge at råbe op om sin sag i EU.

Sarah er født og opvokset i Østjylland, hvor hun gik i skole og havde mange venner. Hun drømmer om at komme tilbage til Danmark og uddanne sig til jordemoder.
Sarah er født og opvokset i Østjylland, hvor hun gik i skole og havde mange venner. Hun drømmer om at komme tilbage til Danmark og uddanne sig til jordemoder. Foto: Privatfoto
Vis mere

Sarah Alsandi er født og opvokset i Danmark, men kan ikke få den nødvendige hjælp fra de danske myndigheder, fordi hun ikke er dansk statsborger. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan derfor til B.T. kun sige, at de er bekendt med sagen og yder konsulær bistand.

Samtidig nægter myndighederne i irakisk Kurdistan stadig at lade Sarah forlade landet. Ifølge stifteren af Ny Identitet, Nader Ashkani, er forklaringen, at Sarah skal være fyldt 19 år.

Men både Nader Ashkani og Sarah råber nu indtrængende op om, at hendes liv fortsat er i fare, så længe hun er i irakisk Kurdistan.

'Jeg føler mig værdiløs og glemt'

Den opsigtsvækkende historie om Sarahs bortførelse og genopdragelsesrejse til udlandet vakte stor politisk harme i januar. Men nu flere måneder senere føler Sarah sig glemt.

Hun blev bortført fra Danmark mod sin vilje, fordi hun angivelig var blevet for dansk. Hun festede med sine danske veninder og levede et liv, som er typisk for en pige på hendes alder.

»Jeg er endt her, fordi samfundet sagde, at jeg skulle gøre oprør. Det gjorde jeg. Nu føler jeg mig svigtet og efterladt af Danmark,« siger hun.

»Jeg føler mig værdiløs og glemt. Som om mit liv er ligegyldigt og intet betyder.«

I sommeren 2019 boede dengang 16-årige Sarah på et døgntilbud for børn, fordi hun var blevet anbragt uden for hjemmet. Hun var derfor kommunens ansvar den sommer, hvor hendes far ville have hende med til irakisk Kurdistan. Døgntilbuddet gav ikke tilladelse til rejsen, men Sarahs far overtalte hende ved at sige, at bedsteforældrene var blevet meget syge.

17-årige Sarah blev ulovligt ført ud af Danmark af sine forældre, mens hun var tvangsfjernet. Organisationen Ny Identitet og Nader Ashkani (på billedet) rejste til irakisk Kurdistan og hjalp hende i sikkerhed på et kvindecenter. Sarah er stadig ikke i Danmark og venter på, at hun komme hjem.
17-årige Sarah blev ulovligt ført ud af Danmark af sine forældre, mens hun var tvangsfjernet. Organisationen Ny Identitet og Nader Ashkani (på billedet) rejste til irakisk Kurdistan og hjalp hende i sikkerhed på et kvindecenter. Sarah er stadig ikke i Danmark og venter på, at hun komme hjem.
Vis mere

I slutningen af juli 2019 fandt Sarah ud af, at hun ikke skulle tilbage til Danmark igen. Hendes forældre havde taget hendes pas og hendes frihed.

Mere end et år senere i slutningen af december 2020 hjalp organisationen Ny Identitet Sarah ud af familiens kløer og i sikkerhed. Du kan læse om den dramatiske redningsaktion HER.

Siden har Ny Identitet og Nader Ashkani på den ene side arbejdet hårdt for at få Sarah hjem til Danmark igen, mens Sarahs familie på den anden også kæmper ved domstolene for at beholde hende. Faren har over for B.T. tidligere nægtet anklagerne om vold og misrøgt, men Sarah ønsker ikke at blive i irakisk Kurdistan. Og derfor sidder hun nu fast på et krisecenter.

Alene på krisecenter på sin 18-års fødselsdag

For næsten præcis tre måneder siden fyldte Sarah Alsandi 18 år. Hun troede, at det ville løse alle hendes problemer. At det ville give hende mulighed for at rejse til Danmark. Det endte det ikke med. I stedet sad hun modløs og alene.

Karoline og Sarah var naboer i mere end fem år. I den tid blev de to piger tætte veninder. Sarah levede et helt almindeligt liv for en pige på hendes alder, fortæller flere veninder.
Karoline og Sarah var naboer i mere end fem år. I den tid blev de to piger tætte veninder. Sarah levede et helt almindeligt liv for en pige på hendes alder, fortæller flere veninder. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg var på et tomt krisecenter. Jeg lavede intet den dag. Ingen ønskede mig tillykke. Det var bare en dag som alle andre,« fortæller hun.

De danske myndigheder er angiveligt bundet på hænder og fødder i sagen. Men det køber organisationen Ny Identitet ikke, som nu har lavet en indsamling for at løfte Sarahs sag i EU.

Her vil Ny Identitet blandt andet tale med politiske repræsentanter fra irakisk Kurdistan, som forhåbentlig kan hjælpe i sagen.

»De danske myndigheder nægter at lægge pres på irakiske myndigheder,« siger Nader Askhani.

Han fortæller, at en jævnaldrende norsk pige i samme situation som Sarah er blevet hentet hjem fra det krisecenter, hvor hun sidder. Ny Identitet mener derfor, at hvis viljen er der, kan man.

Nader Ashkani mener, at Sarah Alsandi er i fortsat fare, så længe hun befinder sig i Irak, og retssagerne om hende fortsætter. Efter mange måneder i ensomhed er Sarah selv ved at give op, fortæller hun.

»Jeg bliver sindssyg over bare at vente hver dag. Vente på ingenting. Jeg vil gerne kunne leve et liv, hvor jeg sætter mål og jagter mine drømme. Et liv, hvor jeg kan være mig selv.«