»Jeg bliver simpelthen bare så trist. Man kan ikke blive for dansk i Danmark.«

B.T.s historie om 17-årige Sarah, der i halvandet år har været på genopdragelsesrejse i irakisk Kurdistan, gør indtryk på udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Samtidig ved han, at den nuværende lovgivning i Danmark risikerer at stille hende i en problematisk situation, når hun forhåbentlig snart kan vende hjem.

Hun er ikke dansk statsborger og kan miste sin opholdstilladelse, fordi den automatisk bortfalder efter lange udlandsophold. Men det skal nu ændres.

»Reglerne beskytter ikke børnene godt nok. De skal ikke straffes, men mødes med åbne arme. Jeg er ret optimistisk omkring, at reglerne bliver ændret nu,« siger han til B.T.

17-årige Sarah blev ulovligt ført ud af Danmark af sine forældre, mens hun var tvangsfjernet. Organisationen Ny Identitet og Nader Ashkani (på billedet) rejste til irakisk Kurdistan og hjalp hende i sikkerhed på et kvindecenter. Sarah er stadig ikke i Danmark og venter på, at hun komme hjem.
17-årige Sarah blev ulovligt ført ud af Danmark af sine forældre, mens hun var tvangsfjernet. Organisationen Ny Identitet og Nader Ashkani (på billedet) rejste til irakisk Kurdistan og hjalp hende i sikkerhed på et kvindecenter. Sarah er stadig ikke i Danmark og venter på, at hun komme hjem.
Vis mere

Mere konkret undersøger udlændinge- og integrationsministeren nu, hvorvidt det kan ændres administrativt, eller om det kræver en lovændring. Er det sidste tilfældet, forventer han bred opbakning i Folketinget.

»Det er helt grotesk, hvis børnene skal søge asyl, når de kommer tilbage. Deres opvækst og liv er jo i Danmark,« siger han.

»Min erfaring er, at når vi diskuterer social kontrol, så er alle partier konstruktive og stiller sig på de unges side.«

SFs formand, Pia Olsen Dyhr, vil også have loven ændret, så man automatisk får fornyet sin opholdstilladelse, hvis man opholder sig i udlandet mod sin vilje. Det skriver hun i et opslag på Facebook.

»Lad os nu hjælpe de her kvinder, som alle partier i Folketinget påstår, de vil beskytte.«

I Danmark så vi for få måneder siden endnu et eksempel på problematikken ved den nuværende lovgivning, da kvinden Samia mistede sin opholdstilladelse og måtte søge asyl efter en flere år lang genopdragelsesrejse, som det er beskrevet i bogen 'Genopdragelse'.

Også generalsekretær for Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen problematiserer den nuværende lovgivning om opholdstilladelser.

»Det er i sidste ende et politisk ansvar at sørge for, at vi handler, når børn er i fare, og vi har den lovgivning, der skal til. Lige nu har vi lovgivning, der risikerer at stille børnene på genopdragelsesrejser dårligere, fordi de kan miste deres opholdstilladelse,« siger hun til B.T.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye håber også inden for et par uger at få vedtaget, at de danske myndigheder skal have bedre mulighed for at inddrage pas, hvis der er risiko for eksempelvis tvangsægteskab i udlandet.

»Vi skal undgå, at de kommer på flyet i første omgang. Det er afgørende, at vi ser problemerne, før de er taget ud af landet. Det skal vi blive bedre til,« siger han.

I næste uge skal Mattias Tesfaye for første gang også se på, hvordan de penge, som er sat af til at bekæmpe social kontrol i finansloven, skal bruges. Her peger han på bedre støtte til de fagfolk, som er i kontakt med børnene.

»Jeg tror, at der ringer nogle alarmklokker i samfundet, som vi ikke hører.«