18-årige Laura McCurdie fik sig en oplevelse af de sjældnere, da alle danskere blev kaldt hjem fra udlandet for at få begrænset coronavirus-smitten.

Lørdag den 14. marts fik den 18-årige pige fra Frederikshavn beskeden om, at alle danske udvekslingstuderende - på lige fod med andre danske rejsende - skulle flyve hjem til Danmark.

Søndag var billetten hjem bestilt, og onsdag landede Laura McCurdie så i Danmark. Første fly gik fra den mindre Dayton International Airport i staten Ohio, hvor hun har gået på high school.

På den korte flytur til storbyen Chicago, hvorfra hun skulle videre til Danmark, havde hun allerede ved pladsbestillingen spottet, at der ikke skulle vildt mange med.

18-årige Laura McCurdie.
18-årige Laura McCurdie. Privat

I gaten stod det dog pludseligt klart. Der kom ikke andre.

»Jeg var forberedt på, at der ikke ville være mange i lufthavnen, men der var ikke en sjæl derude. Jeg sad bare og ventede i gaten, og vi fandt så ud af (Laura og flypersonalet, red.), at jeg var den eneste, der skulle med.«

»Det grinte de meget af. Det havde de godt nok ikke regnet med, fordi flere pladser jo var booket. De havde så nok bare droppet deres tur,« siger Laura McCurdie til B.T.

TV2 Nord skrev først om den 18-årige studerendes mærkværdige flyvning til Chicago, der altså foregik helt alene med et flypersonale, der foretog de vanlige sikkerhedsprocedurer, som var det en fyldt Boeing 747.

»Servicen var dog lidt bedre. De kom ned med en kæmpe kurv fyldt med snacks og sagde, jeg bare skulle tage. Jeg følte lidt, det var mit eget privatfly,« griner Laura McCurdie.

Selvom hun var eneste passager, kom det aldrig på tale at sætte Laura McCurdie på en anden eller senere flyvning til Chicago.

»Det havde jeg tænkt, og jeg var henne for at spørge om det. Men jeg fik at vide, at de skulle flyve, selvom jeg var alene, fordi jeg skulle videre med et andet fly,« siger Laura McCurdie, der i sit fly fra Chicago og hjem til Danmark havde flere medpassagerer.

Hun havde dog stadig en hel række for sig selv.