16-årige Sylvester fik slag og spark af unge sortklædte mænd til puttefest
Gymnasieeleven blev jagtet af unge til puttefest i København.

Gymnasieeleven blev jagtet af unge til puttefest i København.

Fredag skulle have været en festlig såkaldt puttefest for 16-årige Sylvester fra København.
I stedet endte han på jorden, hvor han blev overdænget med slag og spark fra en gruppe unge sortklædte mænd.
»Det er chokerende pludselig at få bank af nogle, som man ikke kender og ikke har gjort noget. Og som kun tager til puttefester for at skabe utryghed og lave ballade,« siger Sylvester.
B.T. kender Sylvesters efternavn og navnet på det gymnasium, han går på. Han har betinget sig anonymitet for at fortælle sin historie, fordi han lige er begyndt på gymnasiet og derfor ikke ønsker den virak, der følger med at stå frem. Det har B.T. imødekommet.
Det var fredag den 14. august, at der var puttefest i Søndermarken, som ligger på Frederiksberg over for Zoologisk Have. Det var altså en anden puttefest end den i Roskilde, der endte tragisk, da en 16-årig dreng knivdræbte en anden 16-årig, som gik på gymnasiet.
Puttefesten er en tradition, hvor nye 1.g-elever fra hele København kommer i hvide trøjer, som de ældre elever må skrive på. Det er også en fest med masser af alkohol.
Men festen tiltrak også unge i sort tøj, som ifølge Sylvester ikke nødvendigvis kom for at deltage i festlighederne. Dem stødte Sylvester uheldigvis ind i.
Sylvester havde ellers en festlig aften. Omkring klokken 23 går han tilbage mod puttefesten efter at have fulgt en veninde til et busstoppested.
Har du oplevet slag, spark, anden vold eller intimiderende adfærd til en puttefest eller andre offentlig arrangementer, så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til journalisten på sris@bt.dk.
Da han går på en af grusstierne ved springvandet midt på plænen i Søndermarken, kommer en gruppe på fem i sort tøj og antaster Sylvester. De har alle anden etnisk herkomst, fortæller Sylvester.
»Hey bror, lad mig lige hive din trøje af,« siger den ene så.
Det er en tradition til puttefester, at de ældre elever kan skrive på de de nye gymnasieelevers t-shirts. Alternativt rive huller i dem, indtil de falder af. Men Sylvester fornemmer, at noget er galt.
»De her er tydeligvis en gruppe, som kun er ude på at lave ballade « siger han.
»Så jeg svarer meget høfligt, at jeg ikke vil give ham trøjen lige nu. Men måske senere, og så siger jeg ‘hav en god aften’. Jeg kan se på ham, at det 'nej' ville han ikke godtage. Og så slår den ene ud efter mig meget pludseligt,« siger Sylvester.
Sylvester vælger så at spurte afsted alene, og de sortklædte drenge følger efter.
Uheldigvis falder han over en trøje, der ligger på jorden, og han ender i græsset, hvor han efterfølgende overdænges med spark og slag fra gruppen af drenge.
Tidsfornemmelsen forsvinder i den dramatiske situation, men Sylvester vurderer, at de fem unge mænd slår og sparker ham i 10 sekunder.
»Men det føles som en evighed«.
På mirakuløs vis lykkes det Sylvester at komme op igen.
»Og så spurter jeg videre, mens jeg råber ‘politi politi’, for det ved jeg, at de er bange for,« siger han.
Sylvester når hen til et beredskabstelt, og det får de unge voldsmænd til at fordufte. Han kan ånde lettet op. Sylvester sætter sig på en sten og taler med en beredskabsmedarbejder, der tager hånd om ham. Siden kommer et par betjente til, og han fortæller til betjentene, hvad der er sket. Og han får efterfølgende også ringet til Københavns Politi for at forklare, hvad der er sket.
Sylvester fik efterfølgende blå mærker på lår, ribben og hofter. Selvom det kunne være gået værre, så står han tilbage med følelsen af, at hans skæbne pludselig var i andres hænder.
»Hvis ikke jeg var kommet op igen og kunne løbe hurtigt, kunne de jo have banket mig sønder og sammen,« siger han.
»Jeg forstår ikke, hvorfor de gjorde det, for jeg havde ikke gjort dem noget. Og man ved ikke, hvor det ender. Om de bare fortsætter, indtil man mister bevidstheden. Eller trækker de en kniv, hvis man gør modstand? Det er jo en magtdemonstration fra deres side,« siger han.
Sylvester synes, at de unge ballademagere skal holde sig væk, hvis de kun kommer for at genere de ‘festglade elever’.
»Jeg så flere grupper af sortklædte unge med kasketter eller hætter over hovedet og som ikke ligner nogen, der har tilknytning til gymnasiet. De er kun ude på at lave ballade,« siger han.
Og Sylvester er ikke alene om den observation. Mediet Presse-fotos.dk's udsendte medarbejder gjorde blandt andet denne observation:
»Ud over gymnasieleverne, der er klædt i hvidt, kan man se, at flere større grupper af unge mænd uden tilhørsforhold er herinde alene med det formål at skabe ballade. De kommer ædru i mørkt tøj med hætterne trukket op og med kasketter. De er ret nemme at lægge mærke til«.
Også Politiken har talt med en mor, hvis datter hjalp en gymnasieelev, der var blevet overfaldet af 'to hætteklædte unge'.
Københavns Politi fik da også en anmeldelse om et større masseslagsmål til puttefesten, hvor et offer 'blødte fra ansigtet'. Det kunne Nicolai Ullits, vagtchef ved Københavns Politi, fortælle til B.T.
I et svar til B.T. skriver Københavns Politi:
»Københavns Politi kan bekræfte, at vi natten til lørdag d. 15. aug. modtog en henvendelse på 1-1-4 om et umotiveret overfald i Søndermarken i forbindelse med puttefesten. Forurettede blev bl.a. vejledt til at ringe 1813 og få lavet en skadestuerapport i forhold til at dokumentere evt. skader, og han blev derudover vejledt til at anmelde, hvis det var noget han ønskede«.
I forhold til det store slagsmål skriver Københavns Politi:
»Den sag er ved at blive undersøgt. Vi har talt med en del vidner, men lige pt. er der ikke anholdte i sagen«.