I dag samles tusindvis af danske skoleelever til 'klimastrejke', og de fleste er inspireret af en 16-årig svensk pige med en ganske speciel baggrund.

Hun har samlet flere millioner børn og unge over hele verden og fået dem til at blive væk fra skole fredag efter fredag.

I dag sker det igen. Der bliver der holdt international klimastrejke i 1524 byer fordelt på 116 lande verden over.

Greta Thunberg er 16 år, fra Sverige og det er hende, der har mobiliseret de unges verdensomspændende klimaoprør.

»I siger, at I elsker jeres børn over alt, men alligevel stjæler I deres fremtid,« sagde hun i januar, og det er præcis derfor, hun strejker for klimaet.

Lørdag kommer de unges klima-ikon til Danmark.

Greta Thunberg foran det svenske parlament med sit skilt den 30. november 2018.
Greta Thunberg foran det svenske parlament med sit skilt den 30. november 2018. TT NEWS AGENCY

Greta Thunberg er klimaaktivisten over dem alle og kræver et opgør med verdens voksne befolkning.

Har samlet unge verden over

Det hele begyndte, første gang hun satte sig foran det svenske parlament i Stockholm med et skilt med teksten 'Skolestrejke for klimaet'.

Under hele den seneste svenske valgkamp sad hun hver dag foran parlamentet. Fra morgen til aften. Og senere gjorde hun det samme hver fredag.

Formålet var, understregede hun, at åbne den voksne generations øjne for, at der skal gøres noget ved klimaet nu, før det er for sent.

Indstillet til fredspris

Siden hun første gang satte sig foran det svenske parlament  20. august 2018, har Greta Thunberg fortalt om, hvor slemt det står til med klimaet i både FN, EU og mødt paven i Rom.

For nylig blev hun indstilet til Nobels fredspris for sit arbejde for at redde klimaet. Det har affødt både begejstring og kritik.

En af dem, der har kritiseret hende, er Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Han mener, at Greta Thunberg blot er en af de mange unge, der hellere burde blive i skole – og at hendes og mange andre unges klimakamp er gået for vidt.

Greta Thunberg inviterer paven til at tilslutte sig klimastrejken.
Greta Thunberg inviterer paven til at tilslutte sig klimastrejken. VATICAN MEDIA

»Jeg går på gaden og strejker. Skulle jeg have en uddannelse og blive klimaforsker, så tager det 10 år,« fortæller Rikke Nielsen, der er en af de mange danske unge, som blander sig i debatten mellem børn og voksne, og som mener, at der ikke er tid til, at voksne generationer træffer kloge beslutninger.

»Det er der ikke tid til. Tid er netop det, der er ved at løbe ud, hvis vi skal nå at redde klimaet, før det er for sent.«

Rikke Nielsen mener, at yngre generationer må tage sagen i egen hånd, og hun er taknemmelig for, at Greta Thunberg har sat gang i den bevægelse, hun nu er en del af.

Rikke Nielsen mødte selv Greta Thunberg ved en klimastrejke i Berlin 15. marts i år.

Rikke Nielsen er 18 år og går i 1.g på Roskilde Gymnasium.
Rikke Nielsen er 18 år og går i 1.g på Roskilde Gymnasium.

Hun var blevet inviteret igennem organisationen 'FridaysForFuture', der organiserer klimastrejke hver fredag verden over.

Rolig og nede på jorden

For Rikke Nielsen havde den svenske aktivist nærmest stjernestatus, og hun havde det på samme måde, som når man skal møde sit store idol.

Men nervøsiteten og ophøjelsen gik hurtigt væk.

Efter strejken sad 18-årige Rikke Nielsen og en gruppe andre klimaaktivister sammen med Greta Thunberg for at tale om deres aktivisme.

De skulle alle præsentere sig selv.

»Hun var meget beskeden. Hun sagde ikke: 'Jeg er Greta Thunberg', men fortalte ligesom os andre, hvad hun før har lavet, og hvor hun kommer fra,« fortæller Rikke Nielsen.

Måske fordi stjernestatus ikke er uvant for den 16-årige svensker.

Stjernefamilie

Hun er nemlig barn af et sæt svenske kendisser: operasanger Malena Ernman og skuespiller Svante Thunberg.

Malena Ernman er verdenskendt og har blandt andet repræsenteret Sverige ved Det Europæiske Melodi Grand Prix i 2009. Hun har også sunget for den svenske kongefamilie.

Også hendes lillesøster, Beata Ernman Thunberg, bevæger sig i den kreative verden. I en alder af 13 år har hun udgivet sit første musiknummer.

Nu er hun selv verdenskendt klimaaktivist.

Lider af Aspergers

Det har længe været kendt, at Greta Thunberg lider af Aspergers syndrom. Det er et hadicap, der blandt andet betyder, at man har svært ved at agere i almindelige sociale situationer.

En gruppe unge klimaaktivister strejker i Rom den 19. april 2019.
En gruppe unge klimaaktivister strejker i Rom den 19. april 2019. YARA NARDI

Men det syntes Rikke Nielsen ikke, at hun mærkede i situationen. Og hun tror, at Greta Thunbergs Aspergers-diagnose rent faktisk kan have betydning for den måde, hendes publikum lytter til hende på.

»Hun kan sagtens være glad og smilende, men hun er for det meste meget rolig. Hun viser ikke store følelser, og det er også derfor, jeg tror, folk lytter til hende,« fortæller hun.

Rikke Nielsen understreger, at de fleste aktivister jo ofte kan vise meget store følelser, når de demonstrerer og taler for store grupper.

Med Greta Thunberg er det lige modsat. Lørdag kan danskerne opleve den 16-årige svensker, når hun taler på Christiansborg Slotsplads i København.