»Det kan være et problem, at mange mennesker i Danmark næsten har glemt covid-19. Derfor tror jeg, der ligger en stor opgave for myndighederne i at orientere om, hvor vigtigt det er, at udsatte grupper bliver vaccineret.«

Sådan siger Ole F. Olesen, der er vaccineforsker med en ph.d. i molekylær biologi og direktør for European Vaccine Institute, i kølvandet på den kommende vaccinationsindsats mod coronavirus, der går i gang 15. september i år.

Her er det meningen, at først plejehjemsbeboere og senere alle over 50 får tilbudt endnu en vaccinedosis.

I alt får 2,5 millioner danskere en vaccineinvitation i deres e-Boks.

Mange spørger måske sig selv, om det overhovedet er nødvendigt at tage imod vaccinen. Særligt i en situation, hvor varianterne ser ud til at give et langt mildere sygdomsforløb, end det tidligere var tilfældet.

Ifølge Ole F. Olesen er det dog en god idé at takke ja.

»Coronavirus udgør stadig en trussel for ældre og dem, der har underliggende sygdomme. Vi ved heller ikke, hvilke nye varianter der kommer i løbet af efteråret eller vinteren, og hvor farlige de er,« siger Ole F. Olesen.

Men er man gammel, når man er 50 år, spørger B. T.?

»Det er at gå med livrem og seler at have lagt snittet der. Sundhedsstyrelsen kunne godt have lagt det omkring de 60 år, ligesom med influenzavaccinen (tilbydes ved 65 år, red.) Men med de usikkerheder, der er omkring covid-19, så er det fint at have en bedre sikkerhedsmargin,« siger vaccineforskeren.

Lone Simonsen, der er professor og leder af Pandemic Center på Roskilde Universitet, mener ligeledes, vi danskere bør takke ja til vaccinen, hvis man er en af dem, der får den tilbudt.

»Ældre har sværere ved at få robust og langvarig immunitet for ny sygdom,« fastslår hun.

Og til dem, der så spørger, hvorfor dem under 50 år ikke skal have vaccinen i denne omgang, lyder argumentet fra professoren:

»Langt de fleste har allerede haft omikron eller en af de tidligere varianter og har derfor en god immunitet. Mange har desuden fået et, to eller tre vaccinestik,« siger hun og understreger, at den kombination giver ekstra god beskyttelse.

»Det er rigtigt at efteråret kommer, og at virus så får bedre betingelser. Men situationen nu er helt anderledes, end før vi fik vaccinerne. Så med mindre der sker noget helt usædvanligt i form af en ny variant, som er bedre til at omgås eksisterende immunitet, så ser jeg ingen grund til panik,« siger Lone Simonsen.

Formålet med at vaccinere 50+ målgruppen er at forebygge alvorlig sygdom og indlæggelser – og ikke som tidligere at forebygge smittespredning.

»Vi går ind i en fase, hvor vi skal lære at leve med covid-19. De dage, hvor vi vaccinerede børn og unge for at opnå beskyttelse af de ældre, er der ikke mere. Nu er det ligesom med influenza, hvor vi vaccinerer i efterårs/vintersæsonen,« siger Lone Simonsen.

Det er endnu ikke fastlagt, hvilken type vaccine danskerne vil blive tilbudt.

Storbritannien har netop godkendt en ny Moderna-vaccine, der er rettet halvt mod omikronvarianten og halvt mod den originale virusstamme.

Det Europæiske Lægemiddelagentur har endnu ikke godkendt denne type vaccine.

Sundhedsstyrelsen har dog tidligere sagt til B.T., at man følger udviklingen af nye, tilpassede vacciner tæt og til efteråret vil vurdere, hvilke vacciner man vil benytte.

Eksperter diskuterer fortsat, om en vaccine tilpasset de enkelte varianter er et bedre alternativ:

»Den oprindelige vaccine ser ud til at beskytte mod alle andre nye varianter. Så det er fortsat tvivlsomt, om det er ud fra et kommercielt frem for et sundhedsmæssigt hensyn, at de tilpassede vacciner er blevet udviklet,« siger Ole F. Olesen.