Fra Thisted til Nykøbing Mors. Det var den 30 kilometer lange rute, en 12-årig dreng tog, da han stak af fra sin døgninstitution.

Sådan skrev drengens mor i et Facebook-opslag 20. april, der fik stor opmærksomhed og blev delt mere end 3.000 gange. Det skriver Nordjyske.dk.

Drengen stak af fra døgninstitutionen Kronborg i Thisted 19. april. Han tog selv en taxa til Nykøbing Mors, som ligger over 30 kilometer væk. Her havde ingen hørt fra ham. Der skulle nemlig gå hele to døgn, 21. april om formiddagen, før drengen gav lyd fra sig. Herefter blev Facebook-opslaget fra moren slettet.

Men det er ikke første gang, drengen er stukket af fra døgninstitutionen. Og det gav anledning til undren i Facebook-tråden, om hvordan det kan lade sig gøre, og hvor kommunen bliver af.

Thisted Kommune, som råder over døgninstitutionen Kronborg, ønsker ikke at kommentere på sagen overfor Nordjyske. De vil dog gerne udtale sig om deres procedurer, når et barn eller en ung stikker af fra deres bosteder:

»Jeg kan generelt sige, at vi af og til oplever, at børn og unge fra opholdssteder stikker af. Det kommer som oftest af, at der fra de voksne stilles krav til den unge. Krav, som frustrerer barnet, der efterfølgende vælger at løbe fra det hele,« skriver Lars Sloth, direktør i Børne- og familieforvaltningen i Thisted Kommune, i et svar til Nordjyske.

Derudover er det kommunens erfaring, at barnet eller den unge, der vælger at stikke af, ikke er væk i længere tid af gangen uden at give lyd fra sig.

Døgninstitutionen Kronborg har plads til otte døgnpladser til børn og unge fra 10-18 år. De unge kan være udfordret af forskellige problemstillinger, såsom sociale- og adfærdsmæssige problemer, som følge af omsorgssvigt. Men der kan også være tale om børn, der har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb.