Det kan ikke gå hurtigt nok med at få den 11-årige dreng væk fra Gyldenrisparken på Amager, hvor han ifølge forældre til børn i boligområdet spreder skræk og rædsel.

Det mener drengens egen far. Bliver der ikke grebet ind, kan det ende helt galt, frygter han.

»Jeg frygter, at han begynder på stoffer, slår en ihjel eller selv bliver slået ihjel,« siger drengens far, 39-årige Kasper. Hans fulde navn er af hensyn til den mindreårige dreng udeladt i denne artikel.

Kasper har selv henvendt sig efter at have læst i B.T., hvordan børn i Gyldenrisparken bliver truet med kniv af den bare 11-årige dreng.

Flere forældre har stået frem og fortalt, hvordan deres børn er blevet jagtet med kniv af den 11-årige, efter han i december flyttede ind hos sin mormor i en lejlighed i en af boligblokkene.

»Freja kom pludselig grædende hjem. Hun fortalte, at hun og hendes venner var blevet truet med en kniv, og så var hun løbet. Han havde sagt noget med, at han ville skære halsen over på dem,« fortalte Lærke Mertz Thorup i sidste uge.

De vidneudsagn blev Kasper meget berørt af, fortæller han nu.

»Jeg er meget ulykkelig. Deres børn skal ikke rende rundt og være utrygge,« siger han.

Flere forældre har oplevet, at deres børn er blevet truet af den 11-årige på legepladsen.
Flere forældre har oplevet, at deres børn er blevet truet af den 11-årige på legepladsen.
Vis mere

Han fortæller en lang og kompliceret historie om sit tredje af i alt fire børn.

Mens de tre andre efter eget udsagn er velfungerende børn – eksempelvis er den ældste søn uddannet elektriker – er historien om den 11-årige imidlertid langtfra opløftende.

Straks han kom til verden, figurerede han i kommunens systemer. Drengen var blot få dage gammel, da han kom i plejefamilie. Sidenhen har han to gange boet hos sin far. Men begge gange har kommunen vurderet, at det var i drengens interesse at flytte igen. Derfor har den i dag 11-årige også boet på et bosted samt hos sin moster, fortæller Kasper.

Senest er han flyttet ind hos sin mormor. Men ifølge Kasper har kommunen ikke gjort det rigtige ved at placere den 11-årige hos sin mormor. Den 11-årige burde i stedet have boet hos ham, mener han. Socialforvaltningen har blot flyttet problemet, synes han.

»Han har et brændende ønske om at se sin mor og sin mors familie og være tættere på dem.«

»Men det er et barn, I sidder og spørger. Han skal have professionel hjælp. Hvordan kan I spørge, hvor han vil bo? Han skal have at vide, hvad han skal, og ikke spørges, hvad han vil,« siger han.

Hvor egnet synes du selv, du har været som far til din dreng?

»Jeg vil sige, at jeg er rimelig egnet. Den tryggeste base, han har haft, har været her. Han har haft faste rammer, struktur og en rolle i familien.«

Den 11-årige dreng er et kendt ansigt i den lokale SuperBrugsen, fortæller en ansat.
Den 11-årige dreng er et kendt ansigt i den lokale SuperBrugsen, fortæller en ansat.
Vis mere

Du siger selv, du har været i fængsel, før han blev født, du omtaler dig selv som 'systembarn', og to gange har din søn boet hos dig og for efterfølgende at flytte. Hvordan kan du sige, at det havde været den rigtige løsning, hvis din søn havde boet hos dig?

»Det havde været den rigtige løsning, hvis han havde fået den rigtige hjælp. De har i kommunen forsøgt at gøre, hvad de har troet ville være det rigtige, men de burde vide, at den rette løsning altid er forældrene og hjælp i hjemmet.«

Kasper erkender nu at have givet fortabt.

»Jeg har trukket en streg og sagt til dem i systemet, at de må ordne problemet nu. Jeg er stået af. Jeg har andre børn at tænke på. Jeg har forsømt mine andre børn i alle de år, min søn har været til,« siger han og fortsætter:

»Jeg er utrolig ked af, at jeg ikke ser min søn og har måttet stoppe forbindelsen helt.«

»Mit ønske er, at min søn bliver flyttet fra sin mormor. Han skal flyttes til et professionelt bosted på landet. Han skal ikke selv kunne tage til København, Amager, Nørrebro og Nordvest.«

»Han skal have en helt ny start,« siger Kasper.

Københavns Kommune oplyser, at Socialforvaltningen tager sagen alvorligt.

Flere forældre har oplevet, at deres børn er blevet truet af den 11-årige på legepladsen.
Flere forældre har oplevet, at deres børn er blevet truet af den 11-årige på legepladsen.
Vis mere

Af hensyn til den personfølsomme sag kan kommunen ikke kommentere yderligere på historien.

»Vi tager henvendelserne meget alvorligt. Selvfølgelig er der ikke nogen, der skal gå rundt og true andre, hverken børn eller voksne. Vi er i fuld gang med at følge op på henvendelserne. Der er konkret indsat ekstra gadeplansindsats for at øge trygheden i Gyldenrisparken. Vi er også i tæt dialog med politiet, som blandt andet har været med på hjemmebesøg,« sagde Christian Sørensen, områdechef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, torsdag i et skriftligt svar.