Dag 47: Anita besøger ubekymret sin far, Bent, på hospitalstuen, men da der pludselig står tre læger om hende, fornemmer hun, at der er noget galt. De fortæller, at han har fået det 'kritisk dårligt' og svæver mellem liv og død.
Datteren tager sin fars hånd, holder den tæt og fortæller ham om livets glæder, behovet for styrke i situationen og alt den glæde, der venter ham på den anden side.
Bent overlever dag 47, men det er bare én ud af utallige nedslagspunkter i en af den slags dagbøger, der bestemt ikke er rar læsning.
Dagbogen er skrevet af Bent Christensens to døtre, og den beskriver et 236 dage langt helvede, der begyndte kort før julen 2020.
Som så mange andre familier i Danmark har familien Christensen fra Sønderborg allerede en uge før juleaften købt andesteg, kirsebærsauce og flere andre syndige lækkerier.
Men så modtager Bent Christensen på 75 år og hans hustru et særligt opkald.
Deres ene datter Dorthe og hele hendes familie er blevet testet positive for covid-19, og da Bent og konen for nylig har set dem, bør de også lade sig teste.
Symptomer er der ikke mange af, men alligevel ringer deres læge 20. december med den nyhed, de fleste har frygtet at modtage det seneste halvandet år.
De er positive.
Juleaften er definitivt aflyst, og efter et opslidende efterår med nedlukning er det en mavepuster af dimensioner.
Men det skal vise sig, at den aflyste tradition er den mindste hovedpine for familien Christensen.
Bents anden datter Anita Christensen er nemlig gået fri af smitten, og derfor er det hende, der i juledagene er i daglig kontakt med sine forældre.
2. juledag er der dog intet svar, når hun ringer til sin far.
»Jeg tager hen til dem, og der finder jeg min far og mor i sengen. Jeg kan se, at far meget svært ved at trække vejret, så jeg ringede og tilkaldte en ambulance, selvom han selv mente, at han ikke fejlede noget,« fortæller Anita Christensen.
Og fra 26. december begynder datteren så at skrible ned på et stykke papir.
For at give dig det bedste indblik i familiens hårde kamp for ikke at miste håbet har B.T. baseret resten af artiklen på de dagbogsnoter, som Anita har givet et mundtligt indblik i.
Dag 1:
Bent bliver kørt til Sygehus Sønderjylland, hvor lægerne ganske hurtigt konstaterer, at iltmætningen er så lav, at den coronapositive mand skal have hjælp. Derfor bliver en respirator sat til at hjælpe den 75-årige mand.
Dag 4:
Familien modtager en dårlig nyhed fra lægerne på sygehuset. Bent er blevet så dårlig, at respiratoren tager 100 procent over hans vejrtrækning. Med andre ord: Bent er i koma.
Dag 13:
Anita og søsteren bliver nødt til at tage en tung snak om begravelsen. Det går nemlig både op og ned, men mest den forkerte vej, og hvis det fortsætter, skal familien ikke forvente at have deres elskede far, mand og bedstefar meget længere, fortæller lægerne.
Dag 16:
Bent har fået et voldsomt tryksår på brystet, og imens er tallene ikke gået den rigtige vej. Vi er derhenne, hvor familien hvert et minut frygter, at Bent stiller træskoene, så de sidder konstant ved hans sidde og opildner ham til at kæmpe videre i kampen mod virussen, der mere eller mindre har lukket hans krop ned.
Dag 19:
Endelig er der gode nyheder. For første gang i 19 dage åbner Bent sine øjne, og det er i sandhed stort, når han de seneste uger har svævet mellem liv og død.
Dag 20:
Én dag med håb fik familien. Bent får det dårligt, og respiratoren bliver igen sat op til fuldt ud af trække vejret for den 75-årige mand.
Dag 43:
Endnu flere uger er gået, hvor gode nyheder er blevet erstattet af dårlige – og omvendt. Men denne dag sker der noget, der får Anita til at kaste hænderne til hovedet og tudbrøle. Bents anden datter og hans kone besøger nemlig deres far og ægtemand og holder ham skiftevis i hånden. Pludselig trykker han sin kone i hånden og viser for første gang i forløbet et decideret livstegn.
Dag 47:
Du kender historien og ved, at det er tid til et dårlig nyhed. Anita besøger sin far med godt mod, men da hun ankommer, er der flere sygeplejerske end normalt, og pludselig står der også tre læger om datteren. Bent svæver igen mellem liv og død, så Anita sætter sig og synger.
»Hvem kommer så på den grønne gren? Det gør min øjesten og jeg...«
Sangen synger Anita og resten af familien hver dag for Bent, og lægerne kan se, at det virker.
Dag 72:
Bents anden datter og hans kone får sig en stor overraskelse, da de besøger ham. Lægerne har skiftet til en taletube, og med en stemme, der minder om Anders And, får han fremstammet et »hej hej«. Anita bryder sammen af glæde, da hun får overbragt nyheden.
Dag 81:
Bent skal have opereret en såkaldt mavesonde ind, men under operationen går noget galt, og Bent får et hjertestop. Han bliver straks genoplivet, men tager efterfølgende fem dage i koma. Endnu et slag for familien.
Dag 115:
Bent kommer sig over mavesonde-operationen, og den seneste måneds tid er gået så godt, at Bent nu fast har taletuben på, så familien kan føre samtaler med ham. Han bliver dog stadig hjulpet af en respirator.
Dag 134:
Bent er blevet overført til Silkeborg Hospital, og her bliver han for første gang kørt ud i naturen af en sygeplejer, mens han sidder i sin sygestol.
Dag 160:
Vejrtrækningen går bedre for Bent, men det cirka femten gange seks centimer lange og to en halv centimeter dybe tryksår på brystet driller stadig, og derfor får han placeret omkring 300 larver på såret, der skal æde det døde hudvæv. På den måde vil det hele hurtigere.
Dag 174:
Det går så godt for Bent nu, at han fem dage forinden er blevet koblet fra respiratoren, og denne dag bliver det endnu større. Han flyttes fra Silkeborg og til Sønderborg Hospital, og da han trilles ud af intensivafdelingen, står der ti sygeplejersker på hver side og flager, mens Bent kæmper for at holde tårerne tilbage.
Dag 193:
Endnu en stor dag. Denne gang udskrives Bent fra Sønderborg Hospital og indlogeres på Center for Korttidspladser Ulkebøl, hvor han skal genlære alle de basale ting som at spise, gå og så videre.
Dag 210:
Der er gået måneder siden den seneste dårlige nyhed, men nu går det en sidste gang galt. På Ulkebøl får Bent det pludselig dårligt, og han bliver indlagt på Sønderborg igen. Dér forværres situation, og endnu en gang ryger den 75-årige mand i koma, hvor han ligger i seks dage.
Dag 236:
Endelig. Bent er kommet sig godt efter de seks dages koma, og nu får han lov til at blive udskrevet. Derhjemme i Sønderborg står Anita, søsteren, moderen og resten af familien klar med flag, da Bent ruller ud af sygetransporten.
»Han brød sammen, da han så det, for endelig var den del slut. Så det var en stor dag,« fortæller Anita Christensen.
I alt nåede han at været indlagt i 236 dage, hvoraf 175 var i respirator.
Men på mirakuløs vis har Bent siden kæmpet dag for dag og kommer tættere og tættere på de gamle dage.
»Han kan ikke gå endnu, men han er blomstret rigtig meget og er som den gamle far. Vi tror på, at det nok skal komme,« fortæller Anita, der ser tilbage på de 236 dage med stor ubehag i kroppen.
»Det var helt forfærdeligt, fordi det gik så meget op og ned, så man vidste ikke, om det var en god eller dårlig dag. Det var som den værste rutsjebanetur. Men jeg er så stolt af min far, og jeg er glad for, at vi blev ved med at tale til ham, for jeg er sikker på, at det virkede, og jeg håber, at den her historie kan give håb til andre i den samme situation.«
Og hvad så med Bent selv? Hvordan husker han de 236 dage?
»Jeg husker intet fra intensivperioden. Alt er borte, men nu har jeg det meget bedre. Jeg begynder at kunne tøffe stille og roligt rundt, og jeg har sat rekord med at gå 70 skridt,« siger Bent Christensen stolt til B.T.
