Kostumer, ballet og udklædning hænger unægtelig sammen med dronning Margrethe.

Det har hun selv fortalt i flere interview, og det bekræfter hendes veninde Susanne Heering.

Siden de var små, har Dronningen og hendes søstre elsket at klæde sig ud. Og udklædning og kostumer er stadig et vigtigt element i Dronningens liv.

Den side af Dronningen kender Susanne Heering godt. Hun lærte Dronningen at kende, da hun som voksen blev gift med Peter Heering fra den kendte likørfamilie Heering.

Dronning Margrethe og Susanne Heering deler interessen for ballet.
Dronning Margrethe og Susanne Heering deler interessen for ballet. Foto: Aage Sørensen
Vis mere

Heering-familien har i flere generationer været venner med kongehuset, og da Susanne Heering yderligere var balletdanser, begyndte hun hurtigt at gå til ballet med Dronningen.

»Jeg vil betegne Dronningen som en meget, meget sød og fantastisk ægte veninde. Den kongelige familie har det med, at de ikke glemmer gamle venner. Vi ses stadig meget, så det er dejligt,« fortæller Susanne Heering.

Hun havde i 32 år en balletskole i Næstved. Her kom Dronningens interesse og kærlighed til kostumer til udtryk, da hun hvert år hjalp med at sy og designe kostumerne til stykkerne.

»Der kunne Dronningen virkelig godt lide at komme ned, for der vidste hun, at hun kunne komme og være i fred. Det har vi haft meget glæde af,« fortæller Susanne Heering, der kun har godt at sige om sin veninde:

Her ses Susanne Heering og Dronning Margrethe ved et pressemøde om ballet.
Her ses Susanne Heering og Dronning Margrethe ved et pressemøde om ballet. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Dronningen er meget, meget velbegavet. Det er der i hvert fald ingen tvivl om. Og hun er et fantastisk menneske. Og meget musikalsk også. Det er meget dejligt. Dronningen kan huske al musik fra alle de balletter, vi har lavet.«

Sammen med Birgitta Hillingsø er hun en del af den gruppe venner, der holder nytår med Dronningen hvert år. Aftenen foregår på skift hos de forskellige vennepar, og der er altid et tema, så alle møder op udklædte.

Forrige år foregik det hos Susanne Heering, der havde valgt, at temaet skulle være 'Nøddeknækkeren'. Det var knap to måneder før prins Henriks død.

»Dronningen og prins Henrik kom som Harlekin og Columbine. Og Dronningen så så yndig ud som Columbine, og prins Henrik var i topform,« husker Susanne Heering.

Dronning Margrethe og Susanne Heering ved et balletarrangement.
Dronning Margrethe og Susanne Heering ved et balletarrangement. Foto: Keld Navntoft
Vis mere