Det har nok vakt glæde hos mange i både Kongehuset og hos royale tilhængere, at Dronningens næstældste barnebarn, prins Felix, skal en tur i Forsvaret.

Men det sætter samtidig store forventninger til den 18-årige prins. For det vil ikke være så heldigt, hvis han dropper ud.

Det gjorde prinsens storebror, prins Nikolai, nemlig, da han i 2018 efter kun få måneder stoppede på den militære sergentuddannelse.

»Man må gå ud fra, at Felix er reelt interesseret i et eller andet omfang, for det ville ikke se så godt ud, hvis han går ind i det og så ud igen efter kort tid, sådan som Nikolai gjorde. Så man må antage, at det er noget, som han er indstillet på, at han gerne vil gennemføre,« siger kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Grevinde Alexandra med prins Felix (tv.) og prins Nikolai (th.).
Grevinde Alexandra med prins Felix (tv.) og prins Nikolai (th.). Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Det var onsdag, at det kom frem, at prins Felix skal en tur i Forsvaret. Ligesom sin storebror skal han påbegynde en toårig sergentuddannelse på Varde Kaserne.

Det bekræftede grevinde Alexandras pressedame, Helle von Wildenrath Løvgreen, over for B.T.

»Jeg kan ikke sige så meget andet end, at 18-årige prins Felix glæder sig meget til at begynde,« sagde hun.

Dermed følger den unge prins en langvarig tradition med, at kongelige skal ind og prøve kræfter med Forsvaret.

Prins Felix og grevinde Alexandra under et foredrag på Bremen Teater i København.
Prins Felix og grevinde Alexandra under et foredrag på Bremen Teater i København. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

»Det er en naturlig ting for de kongelige i Danmark. Kongehuset og Forsvaret har et meget tæt forhold til hinanden, da Kongehuset i århundreder har været meget tæt knyttet til hinanden. Så det er helt i tråd med traditionen,« siger Lars Hovbakke Sørensen og tilføjer, at Kongehuset og Forsvaret er to af de vigtigste symboler, vi har i Danmark.

Derfor var det bestemt heller ikke i tråd med traditionen, da prins Nikolai i 2018 valgte at stoppe efter få måneder på samme uddannelse.

Dengang indrømmede prins Joachim, der selv har gjort karriere i Forsvaret, at han nok pressede sin ældste søn for meget.

Derfor er det nærliggende at antage, at den unge prins har en større interesse for Forsvaret end sin storebror:

Grevinde Aelxandra med sine sønner i 2015.
Grevinde Aelxandra med sine sønner i 2015. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Felix er jo nok indstillet på at forsøge at gennemføre det –  også for at vise, at det gør de unge kongelige i dag. Og det er nok endnu mere vigtigt, at Felix er inde i Forsvaret nu, end det havde været, hvis ikke Nikolai var trådt ud af det,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Trods erfaringerne med storebror er prins Felix dog næppe helt sluppet for at føle lidt pres for at forsøge sig med Forsvaret.

»Der vil jo nok være mange, der har en stærk forventning om, at han skal gå ind i det, fordi storebroren ikke gjorde det,« siger han og tilføjer, at prins Felix måske også har haft et bedre grundlag at træffe sin beslutning på nu, hvor prins Joachim er ansat i Forsvaret, og hvor han dermed måske har hørt mere om arbejdet.

Og Felix bliver næppe det sidste af Dronningens børnebørn, der skal en tur i Forsvaret. Den næste i rækken er landets kommende kronprins, prins Christian. Og som kommende konge skal han ikke regne med at kunne indløse fripas.

»Han vil nok, så vidt det overhovedet er muligt, skulle ind i Forsvaret. For det er næsten helt utænkeligt, at han ikke skulle have været i Forsvaret, inden han skal bestige tronen en dag,« siger Lars Hovbakke Sørensen.