En sprængfarlig sag ramte for nyligt det spanske kongehus.

Dronning Letizias tidligere svoger, Jaime del Burgo, hævdede at de to skulle have haft et forhold og en affære, mens hun har været gift med kong Felipe.

På de sociale medier delte han et billede af dronning Letizia med sjal på - et billede, som han påstod at have fået tilsendt af dronningen, mens affæren stod på.

Med til billedet skulle have været følgende besked fra dronningen:

»Kærlighed. Jeg har din pashmina på. Det er som at føle dig ved min side. Den passer på mig. Beskytter mig. Jeg tæller timerne, indtil vi ser hinanden igen, elsker dig, kom ud herfra. Din.«

Der var dog flere, som tvivlede på ægtheden af billede og besked, og kort efter var Jaime del Burgos profil helt slettet.

Det har dog ikke lagt låg på sagen, for nu er to spanske journalister ude med lidt af en påstand.

De siger, at det er personer omkring Spaniens tidligere konge, Juan Carlos, der står bag rygterne.

Juan Carlos måtte i 2014 abdicere fra tronen.
Juan Carlos måtte i 2014 abdicere fra tronen. Foto: Javier Soriano/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Juan Carlos lever i dag i eksil i Abu Dhabi, efter han i 2014 abdicerede som følge af flere skandaler om økonomiske uregelmæssigheder og affærer.

»Det er den 'niende' kampagne mod Felipe (Spaniens nuværende konge, red.). Det er Juan Carlos' omgangskreds, der pisker det op,« siger Federico Jiménez Losantos, der er vært på en af Spaniens mest populære radioprogrammer, til Telegraph.

Den tidligere konge skulle angiveligt være sur over, at han er frosset ud af familien. Især en manglende invitation til ceremonien, hvor barnebarnet prinsesse Leonor blev taget i ed som fuldgyldig tronarving, har gjort ham vred.

Rygterne om Letizia er dog ikke kun for at ramme hende, men også kong Felipe.

»Det er sandt, at der er en kampagne for at tilsmudse Felipe, som kommer fra monarkiets egne rækker,« siger Pilar Eyre, en erfaren royal journalist.

Hverken det spanske kongehus eller Juan Carlos har kommenteret den seneste tids rygter.

Jaime del Burgo var gift Letizias søster, Telma, men de to gik fra hinanden efter to års ægteskab.