De seneste år har prins Andrew holdt sig i skyggen. Gemt sig væk fra offentligheden og pressen. Kun tittet frem ganske sjældent.

Meget tyder på, at det ikke ændrer sig foreløbig for den skandaleramte prins.

Således har hans storebror prins Charles nu overtaget endnu en af hans prestigefyldte protektioner. Rollen som protektor for The Royal Philharmonic Orchestra.

Nyheden blev ifølge PageSix meldt ud i en pressemeddelelse tirsdag. Den tidligere protektors navn var ikke nævnt en eneste gang.

Prins  Andrew talte med pressen få dage efter sin fars død.
Prins  Andrew talte med pressen få dage efter sin fars død. Foto: POOL
Vis mere

I stedet fokuserede meddelelsen på prins Charles' store betydning for kulturen.

»Prinsen har en livslang tilknytning til kunsten. Under pandemien har hans kongelige højhed talt om vigtigheden i at beskytte kunsten og understreget kunstens enorme betydning for livet i Storbritannien og for økonomien,« lød det.

Med de ord overtog 72-årige prins Charles for anden gang en af sin fallerede brors opgaver.

I november overtog han også rollen som protektor for York Minister Cathedral fra sin 11 år yngre bror. Det skete dog i al stilhed.

Kun en ændring på det britiske kongehus' hjemmeside markerede skiftet.

Prins Andrews farvel til opgaverne er ikke overraskende med tanke på, at han umiddelbart efter et interview med BBC i november 2019 trak sig fra sine officielle pligter i 'den – dengang – nærmeste fremtid'.

Interviewet omhandlede hans forhold til den pædofilidømte og nu afdøde rigmand Jeffrey Epstein og blev ad flere omgane omtalt som en katastrofe.

Der var dengang bred enighed om, at prins Andrew ikke slap afsted med sine forklaringer i forhold til blandt andet beskyldninger om overgreb begået på en mindreårig.

Virginia Giuffre fotograferet foran en retsbygning sidste år.
Virginia Giuffre fotograferet foran en retsbygning sidste år. Foto: ALBA VIGARAY
Vis mere

Hårdnakket afviste han de beskyldninger, som Virginia Giuffre i årevis har sendt i hans retning.

Hun beretter, at hun som teenager blev holdt som sexslave af Jeffrey Epstein, der udlånte ham til sine rige venner – heriblandt den britiske prins.

Denne påstand – og alle andre – afviste prins Andrew i BBC-interviewet.

Han erkendte dog, at han fortrød at have bevaret kontakten til Jeffrey Epstein, der forud for sit selvmord i august 2019 afventede en retssag om overgreb og menneskehandel med piger ned til 14-årsalderen.

Kun den ene af de to mistænkte i den omfattende sag kan blive dømt. Jeffrey Epstein blev i 2019 fundet død i sin fængselscelle.
Kun den ene af de to mistænkte i den omfattende sag kan blive dømt. Jeffrey Epstein blev i 2019 fundet død i sin fængselscelle. Foto: LAURA CAVANAUGH, HANDOUT
Vis mere

Interviewet er det seneste, prins Andrew har givet om sagen. Siden har han mere eller mindre holdt sig i baggrunden. Holdt sig væk.

Kun hurtigt stak han næsen frem, da han i forbindelse med sin far, prins Philips, død blev fanget af pressen og udtalte:

»Det føles, som om vi har mistet hele nationens bedstefar.«

Prinsens flyverskjul har vakt stor frustration hos blandt andre FBI, der længe gerne har villet tale med ham om Jeffrey Epstein.

En skitse af Ghislaine Maxwell, da hun i juli blev fremstillet ved retten i New York efter sin anholdelse.
En skitse af Ghislaine Maxwell, da hun i juli blev fremstillet ved retten i New York efter sin anholdelse. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Manglende samarbejde og den hovedmistænktes død til trods er sagen om Jeffrey Epsteins påståede forbrydelser langtfra lukket.

Til juli indtager rigmandens mangeårige partner Ghislaine Maxwell anklagebænken.

Hun er for nuværende tiltalt for blandt andet sex-trafficking, for at have hjulpet Jeffrey Epstein til at begå overgreb på mindreårige og for selv at have deltaget i overgreb.

Hun nægter sig skyldig.