Det har ikke været meget, man har kunne finde ud af om den prominente gæsteliste til prins Vincent og prinsesse Josephines konfirmation lørdag, hvor kun to gæster indtil videre har bekræftet, at de vil være til stede.

Men nu tyder meget på, at én stor stjerne i hvert fald deltager ved tvillingernes konfirmation i Fredensborg.

B.T.s fotograf ved Fredensborg Slotskirke, Bax Lindhardt, har i hvert fald hørt sanger og 'X Factor'-dommer Benjamin Hav lave lydprøver i Orangeriet ved slottet, hvor den private fejring efterfølgende skal stå.

Ligeledes har B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, der også er til stede i Fredensborg, spottet Benjamin Hav køre igen fra Fredensborg Slot i bil.

Det ville heller ikke være første gang, at Kongehuset skulle have booket Benjamin Hav til at optræde for den kongelige familie. 

Ved kronprins Christians 18 års fødselsdag optrådte sangeren også.

Benjamin Hav har heller aldrig lagt skjul på, at han er svært begejstret for det danske kongehus. Om Kronprinsens 18-års fødselsdag sagde han dengang:

»Det var en dejlig aften! Rummet var en stor familie. En kæmpe familiefest! Kongefamilien er folkets familie, og det stod sgu klart i går med deres vilde energi. Hofternes sprog. En dansefest. Jeg elsker, når folk er generøse med dem selv. Går forrest med glæden.«

B.T arbejder på en kommentar fra Benjamin Hav selv. 

Du kan følge med i prins Vincent og prinsesse Josephines konfirmation HER.