»Når olie og kul forurener vores klode, så må vi udvikle bedre kilder til energi.«

Disse ord var en del af dronning Margrethes nytårstale, og majestæten havde allerede sat handling bag sine ord, da hun sad i Christian IX's Palæ på Amalienborg og talte til nationen.

Det fortæller Her&Nu.

For da hun efter talen kørte til nytårsfest i Skodsborg, Nordsjælland, så var det i sin Bentley Bentayga Hybrid, der, som navnet afslører, er en hybridbil.

Kongehuset har bekræftet købet overfor ugebladet.

Og der er ikke kun miljømæssige fordele ved bilen.

81-årige dronning Margrethe har også lettere ved at komme ind og ud af Bentley Bentaygaen end tilfældet var med den Bentley Mulsanne, hun de sidste ti år har kørt i.

En hybridbil er en bil, som har mindst to teknologier, der kan drive bilen.

Bentley Bentayga Hybrid 2021. Foto: Bentley
Bentley Bentayga Hybrid 2021. Foto: Bentley
Vis mere

Ofte vil det være en klassisk forbrændingsmotor, som kører på enten benzin eller diesel, og så en motor, der kører el.

Dette er også tilfældet for Dronningens nye bil.

Basisprisen for en Bentley Bentayga Hybrid ligger, ifølge flere internationale bilsider, på omkring én million danske kroner.

Da Bilmagasinet anmeldte modellen, angav de dog en pris på 3.095.000 kroner.

Hvor det går godt med den grønne omstilling på bilfronten, er det straks værre med en anden af Dronningen transportformer.

Den salonvogn, som Dronningen tilbage i 2000 fik skænket af DSB i en flot 60-års-gave, skal på længere ture trækkes af det kraftige ME-lokomotiv, som er så voldsomt forurenende, at de i årtier har været genstand for kritik, og at DSB fra årsskiftet har valgt at udfase dem fuldstændigt.

Den historie kan du læse her.