Onsdag viste hertugen og hertuginden af Sussex deres lille nyfødte søn frem for verden, og det blev senere afsløret, at det nye medlem af det britiske monarki har fået navnet Archie Harrison Mountbatten-Windsor.

Et navn, der både gemmer på en lille sød betydning og en vigtig detalje.

Navnet blev annonceret onsdag aften i en pressemeddelelse fra Buckingham Palace og på Meghan Markle og prins Harrys Instagram-profil, Sussex Royal.

Det kom sandsynligvis bag på mange, at valget lige netop faldt på Archie, men ifølge Evening Standard er navnet blandt de 20 mest populære drengenavne i Storbritannien.

Nyfødte Archies efternavn, Harrison, er ifølge den britiske avis The Mirror blevet et mere og mere almindeligt fornavn til drenge i Storbritannien.

Og så har navnet en helt særlig betydning.

Det betyder nemlig 'Harrys søn', og på den måde kunne efternavnet vel ikke være mere velvalgt.

Den sidste del af det nye royale familiemedlems navn, Mountbatten-Windsor, er naturligvis heller ikke tilfældigt.

Meghan og prins Harry med deres nyfødte søn.
Meghan og prins Harry med deres nyfødte søn. Foto: DOMINIC LIPINSKI
Vis mere

Navnet bruges af de medlemmer af det britiske kongehus, der ikke har titel af Hans/Hendes Kongelige Højhed.

Tidligere, før 1917, havde medlemmer af det britiske kongehus dog slet ikke efternavne, fremgår det af kongehusets hjemmeside, Royal.uk.

Det blev dog ændret, efter dronning Elizabeth II's bedstefar, George V, tog navnet Windsor som sit efternavn.

Mountbatten kom til efter 1960, da hertugen og hertuginden af Edinburgh ville have et kendetegn til deres direkte efterkommende, der adskilte sig fra resten af den kongelige familie.

Ifølge Royal.uk blev effekten derefter, at alle børn af dronningen tog navnet Mountbatten-Windsor, når de havde brug for et efternavn.

Meghan Markle og prins Harry har ikke selv sat ord på, hvorfor de har valgt at give deres søn det pågældende navn. Men da de viste ham frem onsdag, lagde de ikke skjul på, at de var meget glade og stolte forældre.

»Det er fantastisk at være blevet forældre. Vi er så begejstrede for at have fået vores egen lille guldklump,« lød det fra prins Harry.

Archie Harrison Mountbatten-Windsor blev født mandag morgen klokken 5.26 og er nummer syv i den britiske arvefølge efter sin far.