Dåbskjolen er fra 1841, og i døbefonten vil der være vand fra River Jordan.

Men når den lille nye prins på lørdag bliver til Archie Harrison Mountbatten-Windsor i St George's Chapel på Windsor Castle, kommer briterne ikke til at stå uden for kirken og følge med.

Meghan og Harry har nemlig besluttet, at dåben af deres førstefødte skal være en privat begivenhed. Det skriver flere britiske medier, blandt dem The Times.

I modsætning til sædvanen i det britiske kongehus har de nybagte forældre valgt at holde den glædelige begivenhed for sig selv.

Foto: AFP
Vis mere

Efter dåben vil de så selv vælge de billeder, som offentligheden skal have lov at se af deres søn, forlyder det ifølge den britiske avis The Sun.

Det er ganske få billeder, det britiske folk har set af deres lille nye prins i de to måneder, der er gået, siden han kom til verden og dermed også blev medlem af en af verdens mest berømte kongelige familier.

Og noget tyder på, at Meghan og Harry har besluttet sig for at skærme deres lille søn for offentligheden i en grad, så de gang på gang går mod de royale traditioner.

Umiddelbart efter fødslen droppede de eksempelvis den sædvanlige foto-seance foran hospitalet.

De stolte forældre viser den lille nye prins frem for Dronningen og prins Philip, mens også Meghans mor Doria Ragland ser til.
De stolte forældre viser den lille nye prins frem for Dronningen og prins Philip, mens også Meghans mor Doria Ragland ser til. Foto: POOL
Vis mere

I stedet offentliggjorde de deres egne billeder fra slottet nogle dage efter, hvor de glade og lykkelige viste Archie frem.

To gange har de lagt billeder af prinsen på deres profil på Instagram, og for alle billeder gælder det, at de stort set ikke viser babyens ansigt.

Da prins William og hertuginde Kates tre børn blev døbt, blev der gjort meget ud af, at de royale fans kunne følge begivenheden uden for kirken.

Harry og Meghans beslutningen om at holde offentligheden væk fra dåben vækker opsigt.

Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

Især fordi den kommer få dage efter historier om, at Meghan og Harry har sat deres private bolig Frogmore Cottage i stand for over et beløb svarende til mere end 25 millioner danske kroner. Et beløb, som de britiske skatteydere har punget ud med.

Så selv om hr. og fru Sussex har sat sig for at opdrage deres søn som en 'civil borger', som The Times beskriver det, så peger royale iagttagere på, at de nybagte forældre ikke både kan blæse og have mel i munden.

»De kan ikke få begge dele. Enten er de fuldstændig private og betaler selv for deres hus og forsvinder ud af syne, eller også følger de spillets regler,« siger Penny Juror, som har skrevet flere bøger om de kongelige.

»Folket vil se Archie og hans faddere ankomme til dåben,« siger hun til avisen.

Dette billede lagde hertugparret selv på Instagram i forbindelse med Fars Dag.
Dette billede lagde hertugparret selv på Instagram i forbindelse med Fars Dag. Foto: Instagram
Vis mere

Redaktøren på bladet Majesty Magazine, Ingrid Seward, advarer i Daily Express Harry og Meghan om, at deres strategi kan give bagslag.

»Hvorfor vil de ikke have, at verden skal se deres baby? Jeg tror ikke, det er, fordi de er ligeglade,« siger hun og tilføjer, at parret risikerer, at deres mange fans vender sig mod dem.

Også fra politisk hold vækker Harry og Meghans beslutning et par løftede øjenbryn.

»Alle forældre ønsker, at deres børn vokser op fredeligt og i private rammer, men den kongelige familie kan ikke få begge dele,« siger Luke Pollard, som er medlem af parlamentet for Labour.

»Hvis de vil have folkets penge til deres hjem, er det svært at fornægte offentlighedens interesse i den næste generation af kongelige.«

Både prins Charles og hans hustru, hertuginde Camilla, vil deltage i dåben sammen med naturligvis prins Harrys bror og svigerinde, prins William og Kate. Til gengæld forlyder det, at familiens overhoved, dronning Elizabeth, har andre planer i kalenderen på lørdag og derfor ikke deltager.