Delphine Boël har vundet retssagen mod den belgiske kong Albert og kan nu kalde sig prinsesse af Belgien.

Det har retten i Belgien besluttet torsdag, skriver medierne The Brussels Times og BBC.

Egentlig var det forventet, at sagen skulle være afsluttet 29. oktober, men retten har, af uforklarlige årsager, altså allerede afsluttet sagen fra dags dato.

Ifølge belgiske medier vil 52-årige Delphine Boël nu ændre sit navn efter faderen og kalde sig prinsesse af Belgien.

Delphine Boël forlader retten i Belgien.
Delphine Boël forlader retten i Belgien. Foto: OLIVIER HOSLET
Vis mere

Sagen mellem Delphine Boël og kong Albert har efterhånden udviklet sig til en mindre skandalesag for det belgiske kongehus.

I 2005 udtalte Delphine Boël, at hun følte sig overbevist om, hvem hendes far var. Hendes mor, Sybille de Selys Longchamps, hævdede nemlig at have haft en affære med kong Albert fra 1966 til 1984.

Kong Albert strittede imod og afviste alle spekulationer om dette. Men retten i Bruxelles beordrede, at den i dag 86-årige kong Albert skulle afgive DNA for at bevise, at han ikke var far til Delphine Boël. Han skulle endda betale dagbøder på 37.000 kroner til Delphine Boël for hver dag, der gik uden at få lavet en test.

DNA-prøven viste, at kong Albert er far til Delphine Boël. Og efterfølgende indrømmede kongen så alle påstande om hans tidligere affære.

Beviserne gjorde, Delphine Boël krævede at blive tituleret »hendes kongelige højhed« og »prinsesse af Belgien«, hvilket hun ville få ret til gennem retten.

Og det er nu lykkedes for hende.

B.T. har tidligere på måneden talt med Sebastian Olden-Jørgensen, der er historiker og kongehusekspert, om sagen. Dengang udtalte han, at hvis Delphine Boël fik medhold, så kan lignende sager meget vel komme op til overfladen.

»Jeg vil dog ikke regne med, at der er så mange af hendes type længere, da prævention er blevet mere effektiv. Men hvis hun virkelig får noget ud af det her, så vil hun nok næppe være den eneste,« sagde han.

Kong Albert har i alt fire børn: Philippe af Belgien, prinsesse Astrid, prins Laurent og føromtalte prinsesse Delphine.