Der er tydeligvis rigtig mange sønderjyder, der gerne vil ud og løbe en tur med kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres børn.

Royal Run Sønderjylland er nemlig blevet udsolgt blot tre dage efter, at salget startede.

I en pressemeddelelse oplyser Royal Run '20, at det sidste startnummer til den royale løbetur i Sønderjylland blev solgt torsdag aften.

Dermed melder knap 17.000 løbere sig klar til den arrangementet, der finder sted den 1. juni 2020.

Det hidtil hurtigste Royal Run blev udsolgt i forbindelse med Royal Run 2019, hvor de 16.000 startnumre til løbet i Aarhus blev udsolgt på 15 dage.

Nu må den rekord dog i den grad siges at være blevet stukket.

»Det er meget overraskende, at der allerede er udsolgt i Sønderjylland. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forventet, at det ville gå så hurtigt,« lyder det fra Søren Brixen, direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe i pressemeddelelsen.

Det er første gang, at der er mulighed for at løbe Royal Run i Sønderborg, og direktøren tolker da også den store efterspørgsel som et tegn på, at borgerne er positivt stemt over, at arrangementet kommer ud i landet og ikke kun afholdes i de store byer.

Kronprinsesse Mary ved Royal Run i Aalborg 2019.
Kronprinsesse Mary ved Royal Run i Aalborg 2019. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hos den lokale arrangør, Sport Event Syd, har eventmanager Per Hussmann et lidt andet bud på, hvorfor startnumrene er blevet udsolgt så hurtigt.

»Folk hernede er begejstrede for Royal Run, for Kronprinsen og for Kongehuset, og de vil bakke op om det, når det kommer herned,« siger han.

Royal Run 2020 afholdes i Sønderjylland, København/Frederiksberg, Aalborg, Odense og på Bornholm. Ved sidstnævnte vil der dog ikke være kongelig deltagelse.

Løbet i Sønderjylland er på nuværende tidspunkt det eneste, der er udsolgt.