Troels Holch Povlsen har punget ud og købt større ejerandel af firmaet 'De 5 Gaarde', så nu har han kun prins Joachim som medejer.

Tidligere var lensgreve Bent Wedell og Holch Povlsens hustru, Merete Bech Povlsen, også en del af selskabet, men rigmanden har altså købt dem ud.

Holch Povlsen ejer nu 76,7 af selskabet, skriver Horsens Folkeblad.

De har fået oplysningerne fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Firmaet blev stiftet af netop Troels Holch Povlsen tilbage i 2001, og det var først senere, at både lensgreven og prins Joachim blev en del af selskabet.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan 'De 5 Gaarde' har kæmpet med dårlige regnskaber.

I 2017 viste deres tal, at de havde et underskud på 425.351 kroner, men det var ledelsen dog ikke utilfreds med på daværende tidspunkt.

Underskuddet blev forklaret med, at der var satset på en udvikling af deres markedsposition.

Firmaets egenkapital faldt desuden fra 7,6 millioner kroner i 2016 til 7,1 millioner kroner i 2017

Fra 'De 5 Gaarde' sælger man kylling, honning, brød og snaps, og navnet dækker over de fem gårde Constantinborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Wedellsborg og Schackenborg.

Foruden ændringer i ejerskabet er der også sket noget i ledelsen.

Tidligere var det Bent Wedell, der sad som direktør, men efter salget af sine aktier, så har han givet posten videre til Jeppe Blas Kvarning.