Selvom Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, er det ikke alle, der er lige vilde med ham.

Det må de to italienske prinsesser Maria Carolina og Maria Chiara – som måtte afvise rygter om, at hun var kærester med danske kronprins Christian – indse, efter de har delt et opslag på Instagram.

Her poserer de og deres forældre, prinsesse Camilla og prins Carlo, sammen med Donald Trump i hans hjem i Florida.

»Tillykke til Donald Trump med hans genvalg som USAs præsident,« skriver prinsesserne til billedet.

Men det er bestemt ikke noget, der falder i god jord hos følgerne, som i kommentarsporet raser og i stor udstrækning fortæller, at de er færdige med at følge prinsesserne.

Det lyder blandt andet sådan her:

  • Du påstår, at du forsvarer kvinders rettigheder og beskyttelse af natur og dyr, men du støtter Trump. Du er helt ved siden af.
  • Det er ufatteligt at se det her foto. Er du gået fra forstanden? Det er fuldstændig vanvittigt i betragtning af de mange forpligtelser og andre borgerrettigheder, du forsøger at forsvare.
  • Hvordan kan du sige, at du forsvarer kvinders rettigheder og miljøet og lykønske en mand, der gør det stik modsatte?
  • Det viser, at alt det 'arbejde', du lægger i kvinders rettigheder og miljøet, bare er et skalkeskjul for et formålsløst og opportunistisk liv gennemsyret af hykleri og uden nogen meningsfulde holdninger.

Prinsesse Maria Carolina har tidligere delt billeder, hvor hun deltager i en konference med fokus på lighed mellem kønnene.

To gange har hun også deltaget i den begivenhed, der hedder 'March in March', som arrangeres af foreningen Women for Peace, som administreres af FN. En begivenhed, som hendes søster også har deltaget i.

Sidste år delte prinsesse Carolina også et opslag hvor hun fortalte, at hun var blevet udnævnt som medlem af støttekomiteen for UN Women France Gala, der har til formål at skabe opmærksomhed om kvindespørgsmål.

Prinsesse Maria Chiara er blandt andet ambassadør for verdensnaturfornden WFF's franske og italienske afdeling, ligesom hun også er ambassadør for Passion Sea Project, en organisation, der arbejder for at fremme respekten for og bevarelsen af vores farvande.