Den seneste tid har prins Christian flere gange optrådt på billeder på sociale medier med prinsesse Maria Chiara.

Men den 18-årige italienske prinsesse Maria Chiara fra familien Bourbon-To Sicilier afkræfter nu det, hun kalder 'ubegrundede' rygter, som hun mener er vokset hende og prins Christian over hovedet.

Prinsesse Maria Chiara fastlår nemlig nu i et opslag på Instagram, at hun ikke har mere end et 'nært venskab' med den 17-årige danske tronfølger.

I opslaget nævner hun ikke konkret, hvad rygterne har gået på om hendes og prins Christians forhold.

Prinsesse Maria Chiara har dog tidligere fortalt til Corriere della Sera, at hun og prins Christian kender hinanden gennem deres royale familier.

»Vi har kendt hinanden, siden vi var små. Min far Carlo er gudfar til Christians yngre søster Josephine,« fortalte prinsesse Maria Chiara til det italienske medie.

Det familiære bånd har så formet sig til et 'smukt' venskab, hvor prinsesse Maria Chiara og prins Christian har det 'rigtig sjovt sammen'.

Hun fortæller ikke mindst om at have besøgt prins Christian i København, ligesom den italienske prinsesse og den danske prins for nylig er blevet set sammen til både racerløb i Monaco og på ferie sammen i Saint Tropez.

De to unge royale blev første gang set sammen ved et racerløb. Foto: IG/Maria Carolina di Borbone
De to unge royale blev første gang set sammen ved et racerløb. Foto: IG/Maria Carolina di Borbone
Vis mere

Det danske kronprinspar har også ved flere lejligheder brugt tiden sammen med prinsesse Maria Chiaras familie – ikke mindst til Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag og ved et dansk erhvervsfremstød i Italien.

Prinsesse Maria Chiara er datter af Prins Carlo, der er hertug af Castro og arvtager til tronen i huset Bourbon-To Sicilier, som skal videreføres af den 18-årige prinsesses storesøster, prinsesse Carolina.

Familien stammer fra en gren af den spanske kongelige familie og går tilbage til det dynasti, der regerede over syden i Italien og Sicilien i det 18. og 19. århundrede.

Familien har intet område, som de reelt er prinser eller prinsesser over i Italien, men de bruger deres tid på at promovere Syditaliens interesser.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Kongehuset.

Herunder kan du høre et afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', der handlede om prins Christian kommende 18 års fødselsdag.