Nu kommer der kongerøgelse over 'Forræder'.

TV 2 Norge har nemlig offentliggjort castet til den femte sæson af det populære, verdensomspændende format, og her fremgår den norske prinsessedatter Leah Isadora Behn.

»Jeg besluttede mig for at prøve noget helt nyt, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg deltager for at udfordre mig selv, og jeg har set de andre sæsoner. Men det er så uforudsigeligt,« siger hun i TV 2s præsentation af det nye hold.

Prinsesse Märtha Louises datter Leah Isadora Behn er med i den nye sæson af 'Forræder Norge'. Foto: TV 2 Norge / Per Haugen / PR
Prinsesse Märtha Louises datter Leah Isadora Behn er med i den nye sæson af 'Forræder Norge'. Foto: TV 2 Norge / Per Haugen / PR

Prinsesse Märtha Louise af Norges mellemste datter har ligeledes selv delt nyheden på sin Instagram.

»Mindset: Gaslight, gatekeep, girlboss,« skriver Leah Isadora Behn og hentyder dermed til, at hun kommer til at kunne ses spille spillet, der går ud på at lyve og bedrage.

»Vi ses til efteråret, det bliver helt sygt,« tilføjer den 20-årige prinsessedatter.

Leah Isadora Behn er bestemt heller ikke uvant foran et kamera.

Hun er i forvejen en af Norges største beautyinfluencere, størst på det sociale medie TikTok med over 450.000 følgere.

På den røde løber til 'Powerwomen Norge' poserede prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett med prinsessens døtre Maud Angelica Behn, Leah Isadora Behn (som medvirker i realityprogrammet) og Emma Tallulah Behn. Foto: Viaplay.

Karrieren som realitystjerne startede prinsessedatteren i 2022, hvor hun kom med i Viaplay-programmet 'Power Women Norge' som 17-årig.

Derudover han hun medvirket som skuespiller i rollen som sig selv i tv-serierne 'Kjendis AS' og 'Cammo'.

Til trods for, Leah Isadora Behn er en del af den norske kongefamilie, så har hun ikke titel af prinsesse.

Hun er prinsesse Märtha Louise og den afdøde forfatter Ari Behns anden af tre døtre, barnebarn til kong Harald og dronning Sonja af Norge og nummer seks i arvefølgen til den norske trone.