Prinsesse Marie er stadig dybt mærket efter prins Joachims blodprop i 2020.

»Det var meget skræmmende for mig. Jeg tænker på det hele tiden,« siger prinsessen i et nyt interview med Berlingske.

Det var prinsesse Marie, der reddede sin mand, da han i sommeren 2020 blev ramt af en blodprop i hjernen. Nu ser hun tilbage på den skræmmende oplevelse.

»Jeg lærte, at når det er meget alvorligt, så handler jeg. Så kan jeg være på. Så er jeg stærk. For mig var der ingen tvivl: Jeg skulle redde ham, og jeg skulle have styr på situationen. Men det har ændret mit syn på livet,« fortæller hun.

Og selvom det var prins Joachim, der blev ramt, påvirkede sygdommen hele familien.

»Ulykken har påvirket mig rigtig meget, også mere end det har påvirket min mand. Jeg har altid vidst, at livet er skrøbeligt, men jeg har aldrig tænkt, det kunne overgå mig. Og jeg var urolig i forhold til børnene. Hvad hvis jeg stod med det hele helt alene? Bare tanken om, at han ikke enten ville kunne bruge sin hjerne og fortælle os alle mulige ting eller kunne komme omkring fysisk, var hård,« siger hun.

Prins Joachim erkender, at det virkede mere voldsomt for prinsesse Marie.

»Den hændelse, du var tilskuer til, var meget voldsommere for dig, end jeg selv oplevede den. Jeg kunne jo faktisk slet ikke mærke det,« siger prins Joachim.

Du kan læse hele Berlingskes interview med prinsen og prinsessen her.