De kontroversielle anklager, som prins Harry og hertuginde Meghan har rettet mod det britisk kongehus, nåede torsdag nye højder.

Prins Harrys bror, prins William, kommenterer nemlig balladen i familien. Og det er meget overraskende og kan få store konsekvenser.

Det vurderer B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg.

»Det er højst usædvanligt, at han overhovedet siger noget. Det plejer de britiske kongelige ikke at gøre i den forbindelse. Hvis de endelig siger noget, så er det typisk bare ‘hej hej’ eller sådan noget,« siger Illeborg, der selv har boet i England i mere end 20 år.

William og Harry var engang meget tætte. Det er de ikke længere.
William og Harry var engang meget tætte. Det er de ikke længere. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Det var under et officielt besøg på en skole i London, hvor både prins William og hans kone, hertuginde Kate, var til stede, at en reporter spurgte prinsen, om han havde talt med sin bror og efterfølgende om, hvad han mente om de racisme anklager, som Harry og Meghan rettede mod kongehuset i det famøse Oprah-interview.

William svarede høfligt, men tydeligt irriteret, at han endnu ikke havde talt med sin bror efter interviewet, men at han havde tænkt sig at gøre det. Og derefter svarede han på spørgsmålet, om den kongelige familie er en racistisk familie:

»Vi er overhovedet ikke en racistisk familie,« lød det fra prinsen, der skyndte sig videre.

Ifølge Jakob Illeborg virker prins Williams svar som et spontant brud på de ellers så stive kongelige normer.

Stemningen i det britiske kongehus er ikke særlig god lige nu, vurderer Jakob Illeborg.
Stemningen i det britiske kongehus er ikke særlig god lige nu, vurderer Jakob Illeborg. Foto: TOLGA AKMEN
Vis mere

»William ved jo godt, hvad han gør, men umiddelbart vil jeg tro, at det var impulsivt – at han simpelthen ikke kunne lade være,« siger Illeborg, der tilføjer, at det overraskende svar får store konsekvenser.

For ved at svare journalisten åbnede prins William for, at debatten virkelig kan tage fat – og det er lige modsat den pressemeddelelse, som dronning Elizabeth sendte ud, hvor hun kort meddelte, at sagen blev taget alvorligt, men at den ville blive behandlet internt i familien:

»Nu har Meghan og Harry ligesom råbt, og nu har de fået et svar. Så nu er denne debat om mulig racisme i kongehuset brudt ud i fuld flor og er blevet til lige præcis det offentlige emne, som de helst ville undgå. For sådan er det jo, hvis kongehuset skændes offentligt, så vil det selvfølgelig blive et stort emne,« lyder det fra Illeborg og fortsætter:

»Vi har fået de to brødres forskellige syn på problemet. Den ene bror siger, at der er et racismeproblem et eller andet sted i vores familie, mens den anden siger: ‘Det, er der overhovedet ikke.’ Og de to brødre taler ikke sammen. I hvert fald ikke lige nu«.

Harry og Meghan har trukket forsider i den britiske presse hele ugen.
Harry og Meghan har trukket forsider i den britiske presse hele ugen. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Sagen om den mulige racisme i det britiske kongehus har været et brandvarmt emne siden interviewet første gang blev sendt I USA natten til mandag dansk tid.

Men den interne strid i kongefamilien er bestemt også et emne, der har optaget briterne de seneste dage. Og prins Williams smider brænde på bålet med sit svar:

»Vi ved, at forholdet mellem de to brødre ikke er så godt. Harry beskrev det med ordet ‘afstand’ i interviewet. Og selvom William siger, at han vil tale med sin bror, så har han ikke talt med ham endnu – og han går ud i offentligheden og kommenterer på, hvad broderen siger, inden han har talt med broderen om det. Det, synes jeg, peger på, at der måske ikke er den fedeste stemning i familien for øjeblikket,« siger Jakob Illeborg.

Dronning Elizabeth ville nok gerne have dysset sagen om interne stridigheder i kongehuset ned. Men nu ser det modsatte ud til at ske.
Dronning Elizabeth ville nok gerne have dysset sagen om interne stridigheder i kongehuset ned. Men nu ser det modsatte ud til at ske. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Og netop de interne stridigheder er nu også noget, der bekymrer de britiske politikere, hvor en konservativ politiker blandt andet har ønsket en debat om, hvordan kongefamilien bør opføre sig:

»Det, der startede med at være et 'Oprah Winfrey'-show, er nu blevet en debat i det britiske underhus og noget, som rigtig, rigtig mange taler om,« siger Jakob Illeborg, der forudser, at debatten formentlig er langt fra vejs ende.