»Vi er bestemt ikke en racistisk familie.«

Det var de ord, prins William havde at tilføje, da han og hustru hertuginde Kate torsdag af Daily Mail-journalister blev spurgt, hvordan de forholder sig til det opsigtsvækkende Oprah-interview.

Parret var ude på en skole for at promovere et projekt omhandlende mental sundhed, da prinsen afviste de racismeanklager, der de seneste dage har ramt det britiske kongehus som en tsunami efter interviewet.

I interviewet med prins Harry og hustru fortalte hertuginde Meghan direkte, at det britiske kongehus før fødslen var bekymret for hudfarven på parrets barn.

Og at denne bekymring lå til grund for, at han ikke fik titlen 'prins'.

»I månederne, jeg var gravid, havde vi samtalen om, at han ikke kunne få titlen, og der blev også delt bekymringer om, hvor mørk hans hud måtte være, når han blev født,« fortæller hun.

Hverken hun eller ægtemanden ønskede i interviewet at sætte navn på bekymringernes ejermand – eller ejermænd.

»Den samtale kommer jeg ikke til at referere,« lød det fra prinsen, og hustruen bakkede op med den begrundelse, at det vil kunne »skade« den eller dem, der har måttet bekymre sig om Archies hudfarve.

Prins Harry og Meghan under interviewet med Oprah.
Prins Harry og Meghan under interviewet med Oprah. Foto: HARPO PRODUCTIONS
Vis mere

Navne eller ej har udtalelsen sat spekulationer i gang.

Og efterfølgende har Oprah Winfrey været ude og præcisere: Hun ved heller ikke, hvem der står bag bekymringerne.

Men hun ved, at det ikke er dronning Elizabeth eller prins Philip. Altså prins Harrys farmor og farfar.

Ikke desto mindre tager kongehuset beskyldningerne om racisme alvorligt. Således lød det i en officiel pressemeddelelse udsendt tirsdag:

»Hele familien er ked af at høre, hvor hårde de sidste år har været for Harry og Meghan. Problemstillinger, der bliver rejst, særligt dem om race er bekymrende.«

Men privat i familien er man altså ikke racister, slår Prins William nu fast.

Han fortæller desuden, at han ikke har haft anledning til at tale med sin bror endnu – men at han planlægger at gøre det snart.