Stop med jeres rumprojekter og fokuser på redde Jorden.
Sådan lyder prins Williams kontante kritik mod tre af verdens allerrigeste mænd Jeff Bezos, Elon Musk og Richard Branson, som konkurrerer mod hinanden i noget nær et regulær rumkapløb.
Kritikken kommer i et interview med BBC, og den britiske prins lægger bestemt ikke fingre imellem i sin opsang.
»Vi har brug for, at nogle af verdens klogeste hoveder fokuserer på at redde denne planet frem for at lede efter det næste sted at bo,« siger han.
Prinsens stikpille kommer kort efter, at Tesla-direktøren Elon Musk har udtalt sig om sine missioner om at komme til Mars.
De kommer ligeledes blot dagen efter, at Elon Musks konkurrent Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos sendte sin rumfærge 'New Shepard' i rummet.
Ombord på rumfærgen var den 90-årige 'Star Trek'-skuespiller William Shatner, som dermed onsdag blev den hidtil ældste mand i rummet.
Rumfærgen blev sendt afsted fra Van Horn i Texas og nåede at tilbringe 11 minutter i rummet, før den satte kurs tilbage til Jorden.
Jeff Bezos har tidligere udtalt, at han mener, at udforskningen af rummet er en del af løsningen på problemerne på Jorden.
»Hvis vi bygger en vej til rummet, giver vi vores børn mulighed for at bygge en fremtid,« har han udtalt.
Prins William mener dog altså tværtimod, at både Jeff Bezos og hans to milliardær-rivaler burde fokusere mere på Jordens problemer ved at befinde sig på Jorden og ikke i rummet.
»Det er afgørende, at vi fokuserer på denne planet, og at vi – i stedet for at give op og rende ud i rummet – forsøger at finde løsninger for fremtiden her,« siger han til BBC.
I interviewet afviser han samtidig, at han selv skulle have et ønske om at komme ud i rummet, og han understreger desuden miljødilemmaet i CO2-udledningen som følge af de dyre rumrejser.

