Onsdag påbegyndte prins Nikolai løjtnantbasisuddannelsen på Hærens Sergentskole i Varde, men selvom den 18-årige prins er kongelig, skal han ikke forvente særbehandling under den krævende uddannelse.

»Det er ønsket, at der ikke er nogen særbehandling, og det er jeg rigtig glad for. Han får mest ud af uddannelsen, hvis han er ligesom de andre, og det er han, og det ønsker han. Han bor på en 12 mands-stue ligesom alle de andre,« fortæller prins Nikolais chef, major Henrik Frick Kirkegaard, der er kursuschef for de grundlæggende officersuddannelser på Sergentskolen i Varde.

Øverst i videoen kan du se prins Nikolai, der går model for modegiganten Burberry.

På lige fod med de andre elever havde prins Nikolai fået tilbud om at møde op på skolen aftenen inden uddannelsesstart, fortæller Henrik Frick Kirkegaard, der har fået et godt indtryk af den 18-årige prins.

»Han mødte tirsdag aften som de fleste andre. Det havde vi tilbudt, man kunne, så man lige kunne få et billede på, hvor man skal sove, spise osv. Og det tog han imod. Mit indtryk er, at han knokler bare på som alle andre. Der er tusindvis af indtryk, man skal forholde sig til, og ligesom alle andre elever går han bare til den. Det er virkelig en fornøjelse,« siger majoren og tilføjer, at de andre elever allerede har taget godt imod prins Nikolai.

»Den holdning, der er her, og som de også allerede viser, det er, at man hjælper hinanden, er en enhed og er sammen om det her. Det kan ikke nytte noget, at man er et individ, så fungerer det ikke,« lyder det fra prins Nikolais chef, hvis næstkommanderende i øvrigt tidligere har undervist både kronprins Frederik og prins Joachim.

Hærens Sergentskole i Varde uddanner kommende ledere og mellemledere til hæren.
Hærens Sergentskole i Varde uddanner kommende ledere og mellemledere til hæren. Foto: Kongehuset
Vis mere

En hård fysisk uddannelse

Der er i alt 35 elever i Nikolais deling, der skal igennem den to år lange løjtnantbasisuddannelse, som består af seks måneder på skolen i Varde, en måned i praktik og fire måneder i Slagelse. Herefter er prinsen sekondløjtnant, og derefter skal han gennemføre minimum et år som delingsfører for et hold værnepligtige, før han er 'udlært' løjtnant – medmindre han ønsker at bygge oven på sin uddannelse og eksempelvis blive officer.

For at komme ind på skolen skulle prins Nikolai bestå en krævende optagelsesprøve, der blandt andet bestod af en fysisk prøve, en teoretisk prøve, en intelligensprøve og forskellige psykologiopgaver. Under uddannelsens start bliver prins Nikolai også udsat for en del fysisk krævende øvelser.

»De kommer til at være rigtig meget i felten, hvor de tager al udrustning på, og så er der planlagt en uge i øvelsesterrænet, hvor de bor i bivuak. Den første øvelse handler bare om at vænne sig til at sove ude og være træt. Bare det at sove i en skov kan være en udfordring i sig selv,« fortæller Henrik Flick Kirkegaard og tilføjer, at prinsen også skal gennem våbenuddannelse og førstehjælp, ligesom han skal lære at undervise andre.

En del af en lang tradition

Med sin uddannelse går prins Nikolai i sin families fodspor, for i kongehuset er der en lang tradition for, at man både uddanner sig akademisk og gennem forsvaret.

»Det har ikke noget med krigsliderlighed at gøre, men sagen er den, at en uddannelse i forsvaret kan være afsæt til en fremragende civilkarriere i erhvervslivet, for du lærer at have orden på dine ting, vurdere dig selv og omgås mennesker fra alle lag,« siger forfatter og kongehusekspert Søren Jakobsen.

Der er langt fra de sædvanlige fester på slottet til den hverdag, prins Nikolai nu skal vænne sig til på sergentskolen i Varde.
Der er langt fra de sædvanlige fester på slottet til den hverdag, prins Nikolai nu skal vænne sig til på sergentskolen i Varde. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han understreger, at der i kongehuset altid har været tradition for, at kongelige behandles på lige fod med andre elever i forsvaret. Hvad end der har været tale om kronprins Frederiks uddannelse som frømand, eller da dronning Margrethe gjorde frivillig tjeneste ved Kvindeligt Flyverkorps fra 1958 til 1970.

»Der var en højtstående officer, der råbte lidt rigeligt ad hende, og det var general Keld Hillingsø, der ikke gjorde forskel på, om han stod over for en kronprinsesse. Det har altid været linjen, at det gør man ikke,« forklarer Søren Jakobsen og tilføjer, at Keld Hillingsø, der i øvrigt er skuespillerinde Ellen Hillingsøs far, i dag er en af dronningens nærmeste venner.

Henrik Flick Kirkegaard understreger også, at der for ham ikke er forskel på, om hans elev er kongelig eller ej.

»Der er ikke nogen forskel, som udgangspunkt er de alle dygtige, motiverede unge mennesker, og det er det samme med ham som med andre elever,« siger majoren.