Verdens fattigste lande får nu en håndsrækning fra prins Joachims ældste sønner.

Fonden, der er opkaldt efter prins Nikolai og prins Felix, har nemlig doneret 50.000 kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i u-landene.

Pengene falder i god jord hos nødhjælpsorganisationen, der i en pressemeddelelse beskriver, at de udfordringer, som verdens fattigste lande i forvejen stod overfor, kun er blevet forstærket under corona-pandemien.

»Vi er meget glade og taknemmelige for donationen fra Prins Nikolai og Prins Felix Fonden til vores corona-indsatser. Pengene går til at hjælpe de mennesker, der er hårdest ramt lige nu,« lyder det fra generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen, som fortsætter:

Her et lidt ældre billede af de to prinser sammen med deres mor grevinde Alexandra.
Her et lidt ældre billede af de to prinser sammen med deres mor grevinde Alexandra. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Corona-pandemien virker som et forstørrelsesglas på de problemer, verdens fattigste lande i forvejen lever under. Sult, arbejdsløshed og voldelige konflikter bliver værre under en krise som denne.«

Pengene kommer blandt andet til at blive brugt til mad og kontantudbetalinger til sårbare familier.

Desuden er der fokus på oplysningskampagner om corona og hygiejne samt forbedring af vaskefaciliteter i flygtningelejre, på skoler og hospitaler, uddeling af sæbe, sprit og vandbeholdere og beskyttelsesudstyr til sundhedsklinikker.

Prins Nikolai og Prins Felix Fonden har tidligere gået under de unge herrers forældres navne, altså Prins Joachims og Prinsesse Alexandras Fond.

Prins Nikolai er i dag 20 år og læser til daglig på Copenhagen Business School. Og nå ja, så er han model.
Prins Nikolai er i dag 20 år og læser til daglig på Copenhagen Business School. Og nå ja, så er han model. Foto: FRANCK ROBICHON
Vis mere

Fondens kapital stammer ifølge kongehusets hjemmeside blandt andet af det overskud, som de tidligere ægtepars bryllupsmønt indkom med i forbindelse med deres bryllup i november 1995.

Hvem der skal modtage donationer, bliver afgjort på det årlige bestyrelsesmøde.

I år har man således valgt at uddele lige knap en halv million spredt over 14 forskellige projekter.

Foruden Folkehjælpens Nødhjælp har også Aids-Fondet, Læger uden Grænser og Det Kongelige Teaters 'Pride'-forestilling sikret sig en skilling fra prinsernes fond.