Prins Nikolai har allerede haft flere eftertragtede jobs i sin modelkarriere, og nu kan han lægge nye billeder i sin portefølje.

Han har nemlig været på forsiden af et magasin i Holland, og fotografen, som har taget billederne har efterfølgende delt nogle af dem på sin Instagram-profil.

Fotografen, som har taget billeder af den 20-årige prins hedder Marco van Rijt, skriver Se og Hør, og han har altså sendt nogle af de bedste ud til sine mere end 20.000 følgere.

Bladet, som Prinsen er på forsiden af, hedder Numéro, og man kan se forsiden i bunden af denne artikel.

Tidligere har prins Nikolai også haft andre store jobs indenfor modebranchen. Han har blandt andet gået på catwalken for brands som Burberry og Dior.

Ud over at arbejde som model, så er den 20-årige prins også i gang med et studie.

Til hverdag læser han nemlig Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.

Overfor Billed-Bladet har han tidligere fortalt, at han overvejer, om han i forbindelse med sit studie skal til udlandet.

»Jeg leger stadig med idéen om et udenlandsk studie. At tage femte semester på et oversøisk universitet ville være en kæmpe oplevelse for mig,« lød det fra prins Nikolai.

Og udover modeljobbet og skolen, så bruger den unge prins tid sammen med sin kæreste, Benedikte Thoustrup.

En kæreste, der ikke kun vækker lykke hos prins Nikolai, men også hans familie.

»Jamen altså. Man kan bare blive så glad, når ens barn har det dejligt. Og vi som familie holder så meget af Benedikte, så det er dejligt at få en pige ind, som en del af familien,« har grevinde Alexandra tidligere udtalt til Se og Hør.