Et ophold på to måneder på Hærens Sergentskole har ikke sænket farten på prins Nikolais modelkarriere.

Snarere tværtimod. Nu er han blevet hyret til at indtage catwalken ved Diors store modeshow i Japans hovedstad i slutningen af måneden.

Det bekræfter grevinde Alexandras privatsekretær, Helle von Wildenrath Løvgreen, til ugebladet Se og Hør.

»Prins Nikolai er booket til at gå Diors modeshow i Tokyo den 30. november. Det er selvfølgelig noget, han glæder sig meget til,« siger hun.

Det var i februar, at grevinde Alexandra og prins Joachims ældste søn havde sit første modeljob, da han gik catwalk for Burburry under London Fashion Week.

Siden har han haft flere andre store bookinger, før han den 1. august begyndte sin uddannelse til reserveofficer på Hærens Sergentskole på Varde Kaserne.

Der nåede han dog kun at gå i to måneder, før han droppede ud.

»Prinsen har stoppet sin uddannelse i forsvaret. Det er prinsens egen beslutning,« oplyste kongehusets kommunikationsafdeling i midten af oktober.

ARKIVFOTO af prins Nikolai med sin far, prins Joachim, og prinsesse Marie. Vis mere

Gennem sin privatsekretær fortalte grevinde Alexandra, at prinsen - indtil han begynder på en ny uddannelse til sommer - vil passe sin modelkarriere.

»Han vil passe sin modelkarriere indtil næste år, hvor han vil læse videre. Som planen er lige nu, begynder han på et studium efter sommerferien,« sagde grevinde Alexandra gennem sin sekretær, Helle von Wildenrath Løvgreen, til B.T. i den forbindelse.

Til B.T. har direktør i Scoop Models - Bente Lundquist - som repræsenterer prinsen tidligere understreget, at det ikke var modelkarrieren, der trak Nikolai væk fra militæret.

»Jeg ved, han ikke har forladt militæret pga. modelarbejdet, for det kunne godt have ladet sig gøre alligevel, fordi han kun laver specielle opgaver, så han skal ikke ud og lave job hver dag. Han får ingen apanage, så han skal tjene penge på en måde, og vi sigter højt fra starten,« forklarede hun.