Den britiske prins Louis fylder søndag fem år.
I den anledning har prinseparret af Wales offentliggjort to officielle fødselsdagsbilleder af deres yngste søn – men billederne er ikke, som vi plejer at se dem.
Billederne viser prins Louis blive kørt rundt i en fyldt trillebør af sin mor i haven ved hjemmet Adelaide Cottage i Windsor, mens det andet er et nærbillede af den smilende prins.
'Et meget stort tillykke med fødselsdagen til prins Louis,' skrives der i fødselsdagsopslaget, som prinseparret af Wales har delt på Instagram.
Men det bemærkelsesværdige er, at billederne er taget af fotografen Millie Pilkington tidligere på måneden.
Normalt er det nemlig gerne prinsesse Catherine, der plejer at være bag kameraet, når hendes tre børn skal have offentliggjort deres officielle fødselsdagsbilleder.
Prinsesse Catherine er en entusiastisk amatørfotograf, og hun har da også studeret kunsthistorie på St. Andrews Universitet i Skotland, hvor hun mødte husbonden, prins William.
Det var ligeledes prinsessen af Wales, der var krediteret som fotograf, da det britiske kongehus fredag udgav et nyt billede af dronning Elizabeth med en række af sine børne- og oldebørn i anledningen af det, der ville have været den afdøde monarks 97 års fødselsdag.

Men denne gang har prinsesse Kate altså overladt fotograferingen af sin yngste søn til professionelle til fordel for selv at optræde på det ene fødselsdagsbillede.
Den seneste tid er nu femårige prins Louis også blevet vist en del mere frem end sædvanligt.
I december deltog han for første gang sammen med resten af sin familie i den traditionelle julegudstjeneste, ligesom han for nylig også første gang deltog i påskegudstjenesten på St. George Kapel.
Formentlig skal han også have en mindre rolle ved kong Charles kroning sammen med sine søskende.
Under dronning Elizabeths 70-års regeringsjubilæum i sommer formåede prins Louis ellers at stjæle showet og skabe overskrifter med sin entusiastiske deltagen og udtryksfulde grimasser.
Til daglig går den unge prins, der lyder det fulde navn prins Louis Arthur Charles, på privatskolen Lambrook Skole i Berkshire, ligesom sine søskende.
Prins Louis er den fjerde i rækken til den britiske trone efter sin far prins Wiliam og sine to ældre søskende, den niårige prins George og den syvårige prinsesse Charlotte.