Store blå øjne. Røde kinder og to enlige tænder, der titter frem i undermunden.
Når man ser billederne af den lille dreng i stiktrøjen fyldt med mos, ligner han en glad baby som så mange andre.
Men den nuttede baby med det fint friserede hår er ikke, som børn er flest.
Han er nemlig prins i Storbritannien og prins William og hertuginde Kates yngste søn.

Tirsdag holder han sin første fødselsdag og i den anledning har hertuginden selv taget tre søde billeder af sin søn.
Kensington Palace har delt et af dem på Instagram ledsaget af teksten:
'Hertugen og hertuginden af Cambridge er glade for at kunne dele tre nye billeder af prins Louis forud for hans fødselsdag i morgen. Fotografierne blev taget tidligere på måneden af hertuginden ved deres hjem i Norfolk.'
Royale fans var ikke længe om at se ligheden mellem den lille prins og Kate og Williams to ældste børn, Prins George og prinsesse Charlotte.

»Han er virkelig den meste glade, lille dreng - han er altid glad og tilfreds,« siger en kilde ved hoffet til magasinet People.
Den lille prins er den femte i arvefølgen til den britiske trone efter sin farfar, far, storebror og -søster.
Kate afslørede tilbage i marts, at hendes yngste søn var meget aktiv og elskede at drøne rundt med en gåvogn.
Der går ikke lang tid, før lille Louis ikke længere er dronning Elizabeths yngste barnebarn: Meghan Markel føder som bekendt sit og prins Harrys første barn i løbet af de kommende uger.

