Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Snart er det tid til skolernes vinterferie i uge syv og otte.
Men lige ugen før holder flere medlemmer af det danske kongehus også snefri.
Til B.T. bekræfter Kongehuset, at de tre royale medlemmer, Kronprinsparret og Dronningen, er på ferie.
Et kig i Kongehuset kalender viser, at rigsforstanderen i den pågældende uge er prins Joachim.
Dermed må prinsen rejse fra Paris til Danmark for at være ferieafløser, mens kronprinsparret og dronning Margrethe er udenlands.
Som rigsforstander varetager prins Joachim regeringen af et land, når monarken er bortrejst eller syg.
Dronningen vil være på privat ophold i Norge, som hun har yndet at afholde i flere år.
Selvom det er flere år siden, at Dronningen selv stod på ski, tager hun stadig sin årlige tur for at besøge et vennepar i nabolandet.
Kronprinsparrets ferie kan ligeledes bekræftes, men det anses ifølge Kongehuset som privat, hvor parret skal hen, lyder det til B.T.
Tidligere har kronprinsparret dog brugt vinterens ferie i Schweiz i en privat skihytte.
Det vides ikke, om prinsesse Marie tager med prins Joachim til Danmark.
I november kunne B.T. fortælle, at prinsen til sommer har scoret sig et nyt job i USA, efter hans kontrakt med den franske ambassade udløber.
Ifølge B.T.s oplysninger har han nemlig scoret et nyt topjob inden for det forsvarsindustrielle område i Washington, D.C. og forlader således Paris i sommeren 2023.
Det nye job kommer i kølvandet på den krise, der opstod i Kongehuset, efter det blev meldt ud, at prins Joachims børn ville miste deres titler som prinser og prinsesse.
Da det nye år nærmede sig, fortalte prins Joachim dog til B.T., at man var »på rette spor«.
»Der er meget, der skal arbejdes med. Kommunikation var det, der manglede. Nu har vi mødtes, og vi er på rette spor,« sagde han.
Jobbet i USA er formentlig også tidsbegrænset – og derefter er der ingen, der ved, hvad fremtiden bringer for prinseparret.