Prins Joachim kritiserer det danske skolevæsen i et stort interview med det franske magasin Point De Vue.

Prinsen flyttede i 2019 til Paris med sin familie, hvor han nu arbejder som forsvarsattaché for den danske ambassade. Børnene prins Henrik og prinsesse Athena begyndte i den anledning i en fin fransk skole.

»I Danmark drejer alt sig om barnets trivsel, hvilket betyder, at det akademiske niveau nogle gange ikke er så højt som i Frankrig. Henrik og Athena ved meget i dag, og det er også, fordi de går i en tosproget skole. I starten forstod de ikke helt det med karaktererne, da vi i Danmark ikke giver børn karakterer. Det kommer først senere. Men de virker glade. Under alle omstændigheder klarer de sig meget godt,« siger han til magasinet.

Prinsesse Marie kan også se fordelene.

»Her er systemet meget akademisk. Vi lærer meget og hurtigt. I Danmark tages der mere hensyn til barnets psykologiske udvikling og opfordres til at udtrykke sig mere,« tilføjer hun.

Prins Joachim og prinsesse Marie har givet Point De Vue et stort interview, hvor de blandt andet udtrykker deres utilfredshed med deres plads i det danske kongehus.

»Mellem os er det mere kompliceret. Kronprinsen skal blot følge tingenes gang. Men intet er defineret for nummer to og vedkommendes hustru, hverken på skrift eller i tale. Min far stiftede bekendtskab med samme utilfredsstillelse og formåede aldrig at få klargjort sin plads i kongefamilien,« siger prins Joachim.